Indtryk fra en rejse i 1975

Af skibsfører Hans Kiersgaard

I 1970'erne var jeg ansat som styrmand i det svenske Stena Line. Det faldt heriblandt i mit lod at være med til at udruste to jumbo-færger (500 american-size cars plus aptering og kamre til passagerer under natsejIads), under bygning ved det tyske Rickmers Werft i Bremerhafen - et nødlidende værft, der da også gik konkurs kort efter.

Der blev bygget i alt 4 søsterskibe, hvoraf den første og sidste gik i bareboatcharter til det canadiske Canadian National (et canadisk modstykke til DSB) til fart mellem New Foundland og Nova Scotia. De var konstrueret af det kendte danske skibskonstruktionsfirma Knud E. Hansen. Umiddelbart lignede de overdimensionerede skotøjsæsker, hvidmalede som de var, undervandsskroget gav dem imidlertid virkelig gode manøvreevner i havn. Til oceansejlads ‑ nå ja, jeg har været om bord i det der var værre. Jeg var med på den første og den sidste. De blev navngivet henholdsvis Marine Nautica og Marine Atlantica.

Grunden, til at Canadian National indchartrede nye skibe, skulle ifølge kabystelegrafen være at canadisk lovgivning forbød statslige selskaber at bygge tonnage i udlandet. Det slap man så uden om ved at få bygget til egne specifikationer hos et udenlandsk selskab, derefter bareboat-chartre og efterfølgende udnytte en købsoption.

Det var en interessant opgave at være med til at udruste så store skibe helt fra bunden. Det kunne være lange dage, men en lærerig oplevelse, jeg ikke ville have været foruden.

Men når de daglige besværligheder er glemt, er der vel altid nogle episoder, der på godt og ondt nagler sig fast i erindringen.

Da vi skulle på prøvetur ude omkring Helgoland, fik vi en stor gummiredningsflåde om bord, stor nok til at rumme prøvetursbesætningen på 30‑40 mand, da vores redningsbåde senere var færdigmonterede, men mere om den senere.

Prøveturen forløb i god ro og orden, vi havde rigtig dårligt vejr, værftsinspektørerne viste sig kun sporadisk - med en underlig kulør i ansigtet. Men så havde vi fred så længe.

Da vi kom ind igen, blev gummiflåden firet ned på kajen for afhentning - og tak for lån. Der kom også en mand i en Renault 4 (en såkaldt postbil). Han fik med noget besvær bakset flåden ind og lukket bagklappen, idet vi observerede, at udløserlinen hang bagud af bilen. Og ganske rigtig, da han kort efter fiskede linen i kransporet, blev flåden udløst med et brag, som vi kunne høre helt oppe på båddækket, hvor vi stod. Chaufføren kom ud i en fart, der ville have slået vores hjemlige postbud med flere længder, tydelig rystet, og gav sig til at dolke den i og for sig sagesløse gummiflåde for at få luften ud af den.

Nå, men på trods af alle viderværdigheder afgik vi nogenlunde planmæssigt. Vores kaptajn havde besluttet, at vi skulle gå gennem den engelske kanal og følge den lige kompaskurs fra Lands End til St. Johns, New Foundland. For som han sagde, havde vi tid nok, og en sydligere kurs ville fritage os fra evt. dårligt vejr og is-forekomster på nordligere breddegrader. Fornuftigt nok.

Fra Lands End havde vi tungt og gråt Atlantershavsvejr, som ikke muliggjorde observationer, så vi sejlede på bestikket hele vejen, men det passede sgu'. Når vi styrmænd blev forespurgt om vores position, pegede vi selvfølgelig med en velspidset blyant i kortet og påstod selvsikkert, at "her" var vi. Det eneste is, vi så, var vores store isterningmaskine, som stod i passagerapteringen. Vores maskinpersonale påstod hårdnakket, at det ikke kunne lade sig gøre at stoppe den, så den stod under hele rejsen og sendte en stadig strøm af isterninger ud i beholderen. Det flød som en mindre gletsjer. Vi havde fast arbejde med at tømme beholderen hver eftermiddag, og bidrog dermed - om end i beskedent omfang - til is-forekomster i Nordatlanten det år.

Men i det hele en begivenhedsløs rejse, hvor den ene vagt tog den anden, og vi støt og roligt gik vore 18‑19 knob. Vi ankom til St. Johns og fik afleveret i god orden.

Her blev vi indkvarteret på hotel i afventen på ro-ro-skibet Stena Sailor, som skulle gå ud af charter 8‑10 dage efter. Konfronteret med at skulle tilbringe tiden med at glo ind i væggen på et hotelværelse, aftalte en kollega og jeg med rederiet, at vi kunne få udbetalt kostpenge og hoteldispositionsbeløb under opholdet mod ikke at ligge rederiet til last.

Vi havde tænkt at leje en bil og krydse lidt rundt på New Foundland. Og som tænkt så gjort.

Vi havde egentlig tænkt os at køre nordpå, hvor der findes en gammel nordbo‑boplads, der kunne have været interessant at besøge, men konfronteret med afstandene på New Foundland, og den tid vi havde til rådighed, besluttede vi at holde os på den sydlige ende af øen.

Canadierne havde i øvrigt deres egen forhold til afstande. En canadisk styrmand, som vi havde med på turen over, fortalte, at de havde 14 dages tjeneste ombord og 14 dage fri. I den forbindelse havde han 16 timers bilkørsel hver vej, og det regnede han ikke for noget særligt.

New Foundlænderne var utroligt flinke i trafikken. Episoder, der under hjemlige himmelstrøg ville have affødt en sand hornkoncert plus diverse tegn, der ikke ville efterlade os i tvivl om afsenderens mening om vores absolutte mangel på intelligenskvotient, affødte her almindelig overbærenhed og imødekommende hjælpsomhed. Vejskiltning var ikke en disciplin man dyrkede i nogen videre udstrækning.

New Foundlændernes forhold til mad var tilsyneladende puritansk, i den forstand at det ikke måtte smage godt, alt skulle koges/steges til smagsmæssig ukendelighed. Selv bedre restauranter var leveringsdygtige i bøffer, der var stegt ud over en hver anstændig grænse. Hummer derimod var godt og billigt, men nu er det vel også svært at ødelægge en frisk hummer, der skal koges i en gryde vand. Af lokal spirituosa fandtes der en whisky, som man absolut skulle være vokset op med for at goutere.

Men ellers var New Foundlænderne flinke folk. De bliver i canadisk sammenhæng regnet for "lidt specielle", men de var venlige, på deres egen lidt indesluttede måde, som nu øboerne mange gange er.

New Foundland blev først canadisk i 1950 efter at have været engelsk koloni. Deres "stil" var stadig meget engelsk præget, og enkelte steder så man stadig det engelske flag hejst.

Vi krydsede rundt i vores eget tempo og overnattede hist og her, hvor tilfældighederne tilsagde det. Højlandet var lidt barsk og sparsomt bevokset, så kunne man pludselig komme ned omkring små samfund, som lå ved indskæringer i kysten, de såkaldte "coves", hvor vegetationen var frodigere. Befolkningen her levede tilsyneladende deres eget stille liv, som om der intet var hændt de sidste 20‑30 år.

En stor del af de ældre huse henlå i, hvad man med et par venlige ord kan betegne som, "malerisk forfald".

En stor del af lokalfiskeriet var tilsyneladende gået i stå. Efter hvad de lokale berettede, havde Golfstrømmen, der går op langs New Foundlands Atlanterhavskyst, flyttet sig udefter, og dermed fisken, hvilket nødvendiggjorde større enheder (trawlere). Fiskeindustrien blev domineret af enkelte større firmaer, der havde fiskefabrikker på kysten. Her blev fisken rå-forarbejdet og i kølebiler kørt til det sydlige Canada og nordlige USA for forædling. Sikkert ud fra udmærkede driftsøkonomiske overvejelser, men givet også uden tanke for at man herved drænede lokal‑samfundene for arbejdspladser.

En del af indbyggerne virkede som om, de arbejdede i højt gear, medens en stor del var henvist til arbejdsløshed og offentlig understøttelse. En tilstand, der sprang i øjnene, så meget desto mere som det først senere blev en naturtilstand herhjemme.

I byen Grand Bank ventede der os en speciel oplevelse. Byen havde et Søfarts- og fiskerimuseum. Museumsbygningen, der var en forhenværende jugoslavisk bidrag til en canadisk verdensudstilling i Montreal, lignede udefra en arkitektonisk feberdrøm, ude af trit med den omliggende bebyggelse, indvendig var den heller ikke særligt veldisponeret.

I museums‑butikken var der imidlertid en bog : "Capt. Harry Thomasen, forty years at sea". Navnet lød umiskendelig dansk. Kustoden forklarede da også, at det var en gammel dansk skipper, som for øvrigt boede der i byen. Det kunne vi ikke lade vores næse gå forbi, så vi aflagde ham et uanmeldt besøg.

Vi opholdt os hos ham og hans kone en eftermiddagstid over et par kopper kaffe. Hans "historie" var i korthed følgende: Født i København, rømmet fra Marstalskonnerten Fulton på New Foundland, senere en karriere som skipper på canadiske skonnerter bl.a. i farten med fisk til Sydeuropa, som også mange Marstalskonnerter var engageret i. Han blev gift på New Foundland, og fik i tidens løb tre børn. Alt dette ved jeg fra hans bog, for Harry selv var meget fåmælt, grænsende til det selvudslettende omkring sit liv. Han synes vist ikke, at det var noget særligt, han havde været med til. Hans kone fortalte, at journalisten, der skulle skrive bogen, måtte hale oplysningerne ud af ham i småbidder. Han talte ikke dansk mere, faktisk havde han ikke været i Danmark, siden han rømte, og da hans nærmeste familie i Danmark var døde og borte, så han heller ingen grund. Harry var, da jeg traf ham, oppe i 70'erne, og er vel for længst gået til Davy Jones Locker.

Der boede også en anden gammel dansk "rømningsmand" i byen. Jeg har glemt hans navn, men han var fra Svendborg. Han var desværre ikke hjemme, da vores vej faldt forbi.

Vores tid som turister var ved at rinde ud, så vi satte kursen mod St. Johns, hvor vi afleverede bilen og gjorde regnskab. Resten af besætningen sad på deres pladser i baren, sammenvoksede som de synes med barstolene og med glasset som en organisk del af hånden.

Fra St. Johns blev vi fløjet til North Sidney, Nova Scotia, hvor vi overtog førnævnte Stena Sailor, som vi sejlede til dokning i Halifax.

Efter ind-dokning blev besætningen afmønstret, idet kaptajnen og jeg blev "efterladt” som tilsynsførende.

Værftet og byen var ucharmerende ineffektiv, og det var derfor med en hvis lettelse, at jeg efter et par uger blev afløst, og kunne rejse hjem og tænde et, ganske vist forsinket, St. Hansbål med familien.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 2000)

Rejse til New Foundland https://www.marmus.dk/

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2023