Hvis min far havde levet, ville han  her i 2019 være fyldt hundrede år. Og havde han levet og fået denne beretning om sit liv til søs i sine hænder, ville han sikkert smile lidt skævt til mig og sige:

- Tænk sig, at jeg virkelig har oplevet alt dette, og tilmed er sluppet godt fra det:

Link:

Færøsk sømand i krig og fred

Erindringen om min tid ombord på tremast-skonnerten Nordstjernen og forliset ved øen Foula den 13. november 1948

af Henry Lovdall Kromann, Ommel

For nogle år siden ved et besøg på Søfartsmuseet, så jeg nogle udstillede fotos fra forliset aftremastskonnerten Nordstjernen fra 1948 ved øen Foula, der ligger lidt vest for Mainland i Shetlandsøgruppen. Jeg kunne se, at det var Karlo Rasmussen, der havde taget billederne. Det inspirerede mig til at nedfælde nedenstående beretning.

Jeg blev mønstret ud som letmatros med den dejlige tremast-skonnert Nordstjernen af Marstal fra København den 24. august 1948.

Jeg havde næsten fra jeg kunne kravle, hvilket jeg begyndte med i Danmarksgade ude i landssognet, ønsket at blive sømand. Det var nu forfædrenes erhverv på begge sider i mine forældres familier. Min faders familie var ud af gammel marstallerslægt. Min oldemor er foreviget som den ældre dame på maleriet af J. E. C Rasmussen, der viser den første hvide brud i Marstal, hun var mor til brudgommen. En anden søn var min farfar, der førte barkentineren Norden. Min morfar førte tremastskonnerten Elna af Ommel, hvor min mor stammede fra. Mine olde­forældre var ligeledes søfolk. Jeg var den eneste ud over min far, der valgte søen som sin arbejdsplads. Det lå meget dybt i mig. Selv da mine forældre flyttede til København i 1938, hvor jeg var ti år gammel, var mit ønske at sejle.

Da jeg kom ud at sejle efter 2. verdenskrig, var min første hyre på ØK's Jutlandia, der senere blev kendt som hospitalsskib. Derefter var jeg med skoleskibet Danmark i 1947-48 på et togt, hvor vi bl.a. var i Sydamerika. Efter hjemkomsten manglede jeg sejlskibstid for senere at kunne blive optaget på en navigationsskole. Derfor tog jeg så med sejlskibe, herunder svenske, indtil jeg mønstrede ud med Nordstjernen. Jeg kendte den fra barnsben fra Marstal, da en af mine barndomskammeraters far havde ført den.Oprindelig var den rigget som bramsejlskonnert, hvor den nu var skonnert­rigget. Jeg vidste desuden, at den kendte grønlandsfarer Knud Rasmussen havde brugt den på sine ture ved Grønland, bl. a. ved på Thule-ekspeditio­nen, jeg mener, det var i 1933. Den havde også sejlet i allieret tjeneste under 2. verdens­krig.

Tilbage til begyndelsen. Jeg var stolt, da jeg gik om på det gode skib Nordstjernen af Marstal. Denne dejlige tremastskonnert med masser af historie bag sig, jeg fornemmede det, da jeg satte mine ben på dækket, den ligefrem lugtede af historie både fra gode som fra dårlige tider. Et virkeligt fund af en større skonnert - der fandtes kun få tilbage af denne art.

Jeg var kommet fra mit hjem på Frederiksberg i et københavnsk miljø og skulle nu tilbage til mit barndoms miljø, hvor jeg forventede at træffe en besætning, der primært var fra Marstal. Forventningens glæde var stor, dog da jeg blev præsenteret for de andre besætningsmedlemmer, blev jeg nok lidt skuffet, kun een var ærøbo, som jeg kendte fra mine barneår. Det var styrmanden Karlo Rasmussen, men til gengæld var han et prægtigt og roligt menneske, en rigtig styrmand, og samtidig een der kunne lære os forude en hel masse. Jeg mente selv, at jeg var godt rustet til det job, jeg var mønstret til, med min bag­grund i ØK, hvor der var en gennemført hård disciplin for os drenge. Jeg var der gået hele turen igennem fra messedreng, op­vasker - vi havde mange passagerer ombord, - pantrydreng og til sidst dæks­dreng. Jeg havde nået et delmål at blive sømand, hvilket for mig stod som en drøm, der nu var blevet til virkelig­hed. Derefter med uddannelsen på skoleskibet Danmark, hvor disciplinen var på sin rette plads, og som samtidig gav een en fornemmelse af den sømandstolthed, der prægede datidens søfaren­de.                                                              

Jo, jeg var glad, for de andre var nu også sympatiske, selv om de ikke kom fra Marstal. Så jeg må sige, at allerede fra den første dag følte jeg mig godt tilpas. Karlo Rasmussen gav mig også vedligeholdelsesop­gaver om bord, hvor jeg kunne afprøve min lærdom. Det, at der føles tillid fra andre menne­sker, giver styrke til at påtage sig arbejder, hvor man kan udvikle sin viden, det var sundt for mig, som det også er for andre.  

Samtidig med mig blev en jungmand påmønstret. Han var nok ikke lige min kop te, hans køjesæk var en minimeret bylt på størrelse med en fodbold. Da jeg spurgte, om han ikke havde glemt sit køjetøj, svarede han, at det havde han i bylten, hvilket jeg ikke kunne forstå, hans påklædningen var ikke, som jeg havde lært hjemmefra og var vant til. Nå, vi mennesker er jo for­skellige, så det måtte jeg finde mig tilrette med eller lære at acceptere. Hvilket jeg i alle tilfælde gjorde et stykke tid, men mit første indtryk viste sig senere at holde stik. Min barndoms lærdom fra min forældre havde bidt sig godt fast i mig. Respekt for sine medmennesker, tolerance, pæn i tøjet, høflighed, initiativtagen, pasning af sit arbejde og valg af sine venner med omhu. Det var mine forældres gave til mig.

Vi blev vist ud i forskibet, hvor vores lukaf lå. Jeg vil nok sige, at der var ikke meget at svinge sig rundt på. Dørkpladsen var maksimalt fire kvadratmeter, på den var der et lille bord med to bænke placeret tværskibs, der skaffede vi også. Desuden var der fem eller seks køjer, to og to placeret over hverandre og et lille skab med mulighed for at hænge vort landgangstøj og have vores andre små ejendele i. Jeg trøstede mig med, at på skoleskibet Danmark havde jeg haft mindre plads, så det her var da lidt fremgang.

Vi blev placeret i de to agterste køjer i styrbord side, han, den anden nye mand om bord, fik overkøjen, og jeg fik underkøjen. Der var anbragt en kakkel­ovn lige ud for vores køjer, som kunne pumpe varme ud i rummet. Den var lille, men meget effektiv.

Denne placering af min mønstringskammerat viste sig senere at være meget uheldig for mig. Renlig var han ikke, hvilket jeg havde bemærket ved mit første blik på ham. Han medbragte lopper, der drattede ned i min køje, så efter kort tid begyndte jeg at klø uden at ane, hvad det stammede fra. Jeg gik med det et stykke tid, før jeg fortalte styrmanden om min kløen. Min formodning om lopper kunne han bekræfte, og oprindelsesstedet blev vi hurtigt enige om. Jeg gav min ovenbo besked på at få sit køjetøj, der bestod af et par trøjer, luftet og vasket - og så vaske sin køje ned, hvilket han modstræ­bende gjorde. Jeg vil nok sige, at han var et kapitel for sig selv, hvilket jeg vil vende tilbage til.

For ikke at koncentrere mig udelukkende om ham vil jeg nu gå over til de andre besætningsmedlemmer. Styrmanden er allerede beskrevet. Så var der naturligvis skibsføren, han hed E. Sørensen og var fra Vejle, så vidt jeg husker. Dernæst var der to matroser, der kom fra Hirtshals, og som havde en tidligere tilværelse som fiskere i Nordsøen, de hed Gudmundson og Chri­stensen, og var nære bekendte fra deres hjemby. De ville nu have sejlskibs­tid for at komme på navigationsskole, hvilket var et krav for at blive optaget. Det var minimum tolv måneder. Den sidste var en jungmand, der også hed Christensen, som var fra Ålborg. Så i alt var vi en besætning på syv mand. Min ovenbos navn kan jeg ikke huske, hvilket jeg er glad for.

I tiden fra min påmønstring til forliset skete, sejlede vi på Polen, Norge, DDR og Danmark med forskellige laster. Jeg var på styrmandens vagt, sammen med jungmand Christensen. Den ene matros, ham der hed Gudmundson, var også kok, han må have haft nogle kulinariske erfaringer fra fiskerbådene, siden han blev sat på det job. Han kom senere på navigationsskole i Marstal og blev gift der. Maden var under alle omstændigheder spiselig, og med det hårde arbejde var vi nok heller ikke så kræsne. Så den gled hurtig ned såvel den kolde som varme mad. Der var heller ikke tid til at bedømme madens kvalitet, den gled bare ned.

Jeg må lige vende tilbage til min ovenbo. Da vi lå i Polen, og jeg havde nattevagt, stod jeg en sen efterårsaften på dækket, som min vagt krævede, da jeg pludselig så en person komme gående langs kajen. Jeg troede ikke mine egne øjne, dér var en person i et sæt tøj nøjagtig magen til mit med­bragte, som skulle hænge nede i mit skab. Da fodgængeren på kajen kom nærmere, opdagede jeg, at det var min ovenbo, der havde "lånt" mit celluldsjakkesæt, købt under krigen. Det havde tendens til at krybe i regnvej, passede man ikke på, kunne man hurtig få knækorte bukser.Han skulle vel bedåre de unge damer på de for­skellige værtshuse. Jeg blev rasende og bad ham få tøjet af omgående. Da vi kort tid før havde konsta­teret, at han havde en venerisk sygdom kombi­neret med en tandbyld, nægtede vi at spise med ham. Så jeg smed ham op på dækket, hvor han så kunne indtage sit foder, som han fik serveret fra lejderen ned til lukafet. Hans ar­bejdsind­sats var af samme størrel­se, som den bylt han med­bragte ved på­mønstringen. Det gjorde, at han ikke var særlig populær blandt vi andre forude.Skulle han i riggen, hvilket han var bange for, gik det meget langsomt. Den første gang han skulle til tops og arbej­de, havde han, efter at været kravlet et par meter op over løn­ningen, glemt noget, hvilket var hans argument for ikke at komme tættere på Guds dejlige himmel. Han kravlede så ned, og da han skulle springe fra lønningen, foregav han, at foden blev forvredet. Det var så dråben, der fik bægeret til at flyde over. Karlo Rasmussen havde observeret det skete, og i næste danske havn, som var Sønderborg, blev han afmønstret. Vi fik så en ny jungmand om bord, en rigtig nordjyde fra Fre­derikshavn, der hed Hyttel. Han var frisk og energisk og altid i godt humør. Jeg mener, han blev påmønstret i Ålborg.

På en af vore ture til Polen havde der været tyveri om bord. Desværre var det gået ud over mig, så vi fik anmeldt det til havnepoliti­et. En politi­løjtnant fra havnepoliet henvendte sig om bord for at udspørge mig om tyveriet. Efter en længere afhøring var hans konklusion, at det måtte være en af havnearbejderne, derfor bad han mig så følge med til de enkeltes bopæl, for at være med i undersøgelsen for at kunne identificere det for­svundne. Vi fandt intet, men de forhold og fattigdom, de levede under, var nærmest uhyggelige set med mine danske øjne, og de forhold jeg kendte til. Jeg havde tidligere i Gdansk været i et privat hjem, som heller ikke var særligt velstående, men det kunne ikke stå mål med det, jeg oplevede her. Det andet interessante, jeg oplevede ved denne lejlighed, var min samtale med politi­løjtnanten. Jeg kom på god fod med ham, idet jeg spurgte, om han kendte min fars skib, som havde ligget i havnen flere gange, hvilket han gjorde. Nu havde jeg efter en længere snak fået hans fortrolighed. Han fortalte, at han under krigen havde været i de frie polske styrker i Eng­land, og han var opvokset i Lille i Frankrig i en polsk minearbejder emigrant­koloni. Efter krigen ville han tilbage for at hjælpe til med at bygge Polen op efter dette krigs­hærgede lands elendige forfatning. Dette havde han for­trudt, da han havde set, hvad den russiske besættelse betød, og hvor polakkerne igen blev undertrykt, som så mange gange før i historien. Da jeg spurgte ham om ledelsen i politiet, fortalte han, at de ikke talte polsk. Så kunne jeg kun gætte mig til, at det var russere. Det var en af de oplevel­ser, jeg siden hen er vendt tilbage til, men aldrig refereret af hensyn til den stakkels mand.   

Forliset                                                                                          

Vi skulle til Wismar i DDR for at laste træ til Klaksvik, det havde ellers været meningen, at vi skulle havde haft en cementlast til samme destination fra Ålborg, men da Nordstjernen skulle sejle på dispensation udenfor Skagen - Kap Linde­snes, ændrede rederen det til en trælast fra Wismar. Wismar var på dette tidspunkt udskibningshavn for træ fra Rusland, Polen og DDR. Vi ankom til Wismar og gik i gang med lastningen.

Jeg havde en interessant oplevelse ved lastningen, idet jeg var tallymand, d.v.s. jeg talte antal slæng med indhold, vi fik om bord. En dag kom en hel delegation af russiske solda­ter, og østtyske politisoldater sammen med en russisk højtstående offi­cer. Han lignede nærmest en general med alle de stjerner og ordner, han havde på, det viste at være sandt, hvilket jeg opdagede, da han kom hen for at udspørge mig om forholdene. Jeg var den eneste fra besæt­ningen, der arbejdede på land, derfor valgte han nok mig som offer. Han talte med mig først via en tysk tolk, som han medbragte. Han spurgte om alt muligt vedrørende skib og lasten. Derefter sendte han de andre væk og begyndte på et for­ståeligt tysk at udspørge mig om for­holdene i Danmark, og om det ikke var rigtigt, at der lå døde på gaden af sult. Det kunne jeg kun af­kræfte. Han spurgte også om den sociale velfærd i Danmark, om undervis­ning i skoler, hvilket kom af, at jeg med mit skoletysk kunne gøre mig rimeligt forståelig, og jeg for­klarede ham, at det havde jeg lært i skolen. Vi kom på god fod med hverandre. Min forbavselse var stor, da han næste dag kom alene i bil kun med sin chauffør og ville tale med mig. Vi fik en længere snak om forholdene i den vestlige verden, hvor jeg på dette tidspunkt havde været i ret mange lande, og kunne forklare ham om forholdene i lande, som var interessant for ham bl.a. Amerika, hvor jeg ofte havde været. Da han nu havde interviewet mig grun­digt, og hvor jeg med glæde havde givet ham svarene, var det min tur til at udspørge ham. I begyndelsen var han lidt tilbageholdende med at svare mig, men pludselig blev han mere åben og fortalte mig en hel del om forholdene i Rusland. Jeg spurgte ham bl.a. om hans viden om andre lande. Han havde givet ikke udtryk for, hvor han havde den fra. Den havde han dels lært i skolen og dels på offi­cerskolen. Desuden var russiske aviser en kilde til hans viden om verdenen udenfor Rusland. Jeg må nok bemærke, at jeg som halvstor dreng havde været i daværende Leningrad og set forholdene der, hvilke jeg som 10-årig ikke var imponeret af, jeg vil hellere sige nærmest rystet over. Jeg havde også tidligere samme år smuglet antikommunister ud af Polen til Sverige i svenske skibe, hvilket absolut ikke var ufarligt.Dette for­talte jeg naturligvis ikke ham. Men vores had eller antiparti til det tidligere Nazityskland var fælles. Vi var begge berørt af krigen, jeg med en far på søen og den tyske besættelse, han med en nådes­løs krig, hvor jeg forstod hans følelser. Han var meget lydhør for mine forklaringer, og det endte med, efter et meget langt samvær, at vi blev gode venner - aldersforskellen til trods. Vi tog en hjertelig afsked med hverandre, og vi vidste godt, at vi ikke så hinanden mere. Jeg har aldrig glemt ham og vore samtaler. Han var, efter hvad jeg kunne bedømme, et ganske rart menneske. Jeg vil her lige bemærke, at jeg samtidig passede mit arbejde som tallymand.

Vi var naturligvis også i land om aftenen for at se, hvorledes byen så ud og få en øl. Det havde man nu ikke, men vi kunne få noget, der mindede om likør, så det blev kun meget lidt af de våde varer. Der var ustandselig russisk militærpoliti ledsaget af DDR-politisoldater. Ved mine besøg i Amerika havde jeg købt militærka­kitøj (second hand), både skjorter og bukser, hvilket gjorde, at de sværmede om os hele tiden, selv efter de havde set mit danske pas. Da det var ved at blive mørkt, ville vi se at komme tilbage til båden. Byen vrimlede med russiske soldater, de var efter for­lydende ikke helt ufarlige, så derfor holdt vi sammen. På vejen tilbage til skibet oplevede vi russiske soldaters voldtægt af en tysk pige, vi holdt os skjult bag nogle jernbanevogne på kajen. Et par af os ville komme pigen til hjælp, men blev holdt tilbage af de andre. Jeg havde sejlet en del bag det, der senere blev kaldt jerntæppet. Vi kunne ende døde i havnen efter at være frarøvet alt. Det skete ret ofte, man fandt druknede udenland­ske søfolk i havnen. Så vi ville ikke sætte vores liv på spil. Med andre ord vi kunne intet gøre, det var sørge­ligt og meget ubehageligt, at vi ikke kunne hjælpe.

Vi fik lasten af træ om bord, hvor det blev stuvet af professorer fra tyske universiteter, idet havnearbejderne nu underviste de samme steder, sådan blev det fortalt. Vi tvivlede ikke, for specielt dækslasten var stuvet elendigt, hvilket vi senere fik at mærke i en hård kuling i Ska­gerak.              

Vi afgik fra Wismar omkring den 5.-6. november 1948 bound for Klaksvik på Færøerne, hvor modtageren var en kendt storkøbmand, der sågar anvendte egne hjemmegjorte pengesedler som betalingsmiddel, de kunne kun bruges i hans forretning. En for ham god ide, men sikkert ikke helt lovlig.

Vi sejlede over Østersøen og op gennem Kattegat. Det trak op til storm, så vi måtte søge nødhavn, så længe stormen varede, derfor gik vi ind til Frederikshavn, hvor andre skibe også havde lagt sig ind af samme grund. Stormen løjede lidt af, og en anden dansk tremastskonnert af Nordstjernens stør­relse med træ fra Finland stod efter et døgn ud fra havnen. Denne skonnert skulle til England, så vidt jeg husker, men stormen tog til igen, og ud for Norges kyst forulykkede den. Den blev fundet drivende med bunden i vejret og hele den syv mand store be­sætning var druknet. Det berørte os dybt, da vi erfarede det.

 Vi kunne være glade for, at vi havde en fornuftig skipper, der kunne vurdere situationen. Det kunne vivære taknemmelige for.

Efter et par dage afsejlede vi fra Frederikshavn med kurs nordpå. Vinden havde lagt sig lidt, men søen var stadig ret hård. Vores dækslast, der var stuvet af "professorer", føltes nu ret ustabil, hvilket bevirkede, at skipper tog beslutningen at sejle ind i en norsk fjord og der få lagt surrin­gerne om, så vi ikke mistede dækslasten på turen over Nordsøen eller i At­lanten, hvilket må siges igen at være forudseende og klogt, han løb ingen unødven­dig risiko. Vinden var stadig ret hård, vi lettede imidlertid anker. Da vi under sejl og for motor var kommet et godt stykke ud i Nordsøen, blev vor skonnert­sejl (gaffelsejlet på fokkemasten) blæst i stykker. Jungmand Hyttel og jeg blev sendt ud for at bjerge det. Da vi gik op i vinden, baskede det kraf­tigt hen over dækket. Jeg erindrer, at jeg sagde til jungmanden "Gud nåde og trøste dig, hvis du går ind og forsøger at tage det agten fra". Det var lige det, han ville, han var på vej ind på sejlet agten fra, jeg fik fat i hans krave og stak ham en på siden af hovedet. Jeg gjorde det for at redde hans liv, havde han nået ind på sejlet, havde han fået et slag af dette, så han var røget udenbords, hvor vi ingen mulighed havde haft for at redde ham i den høje sø. Vi fastgjorde så en tovende oppe i mærset, og gik så rundt om masten, til vi havde trukket sejlet ind til masten, og gjort den for­svarlig fast. Som sagt var søen stadig høj, og vi var glade for, at vi havde fået surret dækslasten forsvarligt. Nu var det blevet godt hen af eftermiddagen den 12. november, vi tog noget vand ind i maskinrummet og dermed også lasten, så vi måtte til atanvende den håndbetjente lænsepum­pe, der befandt sig på forkanten af maskintoppen. Den dårlige stuvning af træet i lasten gjorde, at skibet tog vand ind. Vi pumpede løs på skift for bringe vandet tilbage, hvor det kom fra. Huden blev noget tyndslidt i hænderne, mens vi pumpede på livet løs, og så hen til den kommende frivag­t, hvor den anden vagt overtog arbej­det.

Kl. 20 skulle vi på vagt igen, så det var ikke blevet til megen søvn, men den håbede vi på at få fra kl. 24 til kl. 4. Med den kraftige vind gik det stærkt over mod farvandet mellem Fair Isle og Mainland (Shet­land). Det var skønt at få lukket øjnene nogle timer, det trængte vi til. Da vi blev purret før kl. 4, var vi hurtigt ude af køjerne og i klunset, så vi kunne overtage vagten. Det var på styrmandens vagt, jeg skulle til rors, og jungmand Hyttel var udkig for. Frivagten var hurtig i køjerne, de var godt trætte og faldt hårdt i søvn, hvilket vi opdagede senere.

Da jeg havde stået til rors en kort tid - måske en halv time - stødte vi hårdt ind i noget. Jeg røg mindst en halv meter i vejret og faldt ned igen på rorcylin­deren med skridtet landende på den, hvilket ikke gjorde situa­tionen nemmere for mig. Det smertede godt, men det blev hurtigt glemt meddet i tankerne, hvad skete nu?Da det var blevet sort nat og godt diset, troede vi, det var et andet skib, vi var tørnet ind i. Jeg blev af styrman­den bedt om at springe forud for at se, hvad det var og se efter Hyttel, der var udkig for, og samtidig purre frivagten. Jeg kunne høre en kraftig brusen, som vandet slog mod noget fast. Da jeg kiggede op, så jeg en mørk skygge, og samtidig da jeg kiggede ud over rælingen, så jeg vandet slå op mod en klippevæg. Blev så klar over, at vi var gået på grund, men ikke at vi var sejlet direkte ind på en klippeø. Det kom først senere. Styrmanden var kommet til, og han havde i mellemtiden purret skipperen. Jeg fór ned for at purre frivagten, der på grund af deres træthed knapt var vågen - selv efter braget. Jeg fik dem rusket op. De gned sig forvirret i øjnene og troede, de skulle på vagt igen. Jeg fik dem forklaret, at vi var gået på grund, og at de i en pokkers fart skulle se at komme i klunset. De troede, jeg lavede sjov med dem, men da jeg bad dem kigge ned på dørken, hvor vandet nu skvulpede frem og tilbage, gik situationen op for dem.Jeg kom hurtigt op på dækket igen for at se, hvad der kunne gøres. Fokkema­sten, opdagede vi nu, var gået igennem kølsvinet. Det skyldtes, at vi var sejlet ind i en tragt, hvor der var et rock midt i. Det var vi landet på og stod efter omstændighederne godt, så længe det nu kunne vare. Skipperen besluttede nu, at vi skulle blive om bord et stykke tid, indtil det lysnede, for bedre at kunne bedømme situationen. Der stod en del sø, men inderst inde var jeg bange for, at agterenden skulle brække af og med den vor livline, d.v.s. redningsbåden. Jeg spekulerede på, at agterenden med den tunge maskine kunne knække af og tage redningsbåden med sig, dermed var vi prisgivet. Nu var det blevet lidt lysere, så vi kunne tydeligere se de meget stejle klipper ned til skibet. Den vej kunne vi slet ikke redde os i land. Der var som nævnt kun red­ningsbåden agter. I mellemtiden havde vi set på søkortet og havde fundet ud af, at det var øen Foula, der lå foran os.Samtidig med så vi, at der var ingen beboelser på øen ifølge søkortets angivelse. Hvordan skulle vi komme i kontakt med omverdenen? Jeg speku­lerede på et eller andet, der kunne holde os varme, da jeg havde noget whisky og nogle flasker snaps i mit skab, sprang jeg hurtig ud og fik stoppet nogle flasker sammen med noget varmt tøj ned i min køjesæk. Fast føde skænkede jeg ikke en tanke, kun det at holde varmen, til vi blev opdaget, hvis vi da nogensinde fik fast grund under fødderne. Jeg havde taget mine søstøvler på, dels fordi jeg skulle ned i lukafet, hvor vandstanden var steget, og hvor jeg ellers ville blive våd om benene, og dels tænkte jeg inderst inde, at hvis det gik helt galt, så gik det i alle tilfælde hur­tigt. Den tanke strejfede mig i den noget kaotiske situa­tion. Men det gik nu hurtigt over. Mærkeligt nok var jeg kold og klar og var også klar til at udføre det mindste vink fra skip­peren eller styrmanden, idet jeg havde fuld tillid til deres dømmekraft til at få det bedste ud af den noget dumme situation, vi var havnet i. Jeg kiggede ud over vandet, hvor søen stadig ikke havde lagt sig så meget, som jeg godt kunne have ønsket. Den var dog blevet mere rolig og blev det endnu mere senere. Dønningerne var store, som de kan være på Atlanterhavet, hvor vi befandt os.

Ved halv otte-tiden skønnede skipperen, at det nu var blevet så lyst, at vi kunne sætte redningsbåden ud. Kl. 8 var den i vandet og tømt for alt overflødigt gods. Vores køjesække fik vi ikke med, kun de de vigtigste skibs­papirer og nogle egne papirer. Redningsbåden var ikke særlig stor, og der skulle være plads til syv mand.

Vi satte af fra Nordstjernen. Idet vi var kommet fri af skibet, kom der en dønning, som førte os tilbage mod agterenden, men af en uforklarlig grund drejede stævnen af redningsbåden lige fri af agterenden. Jeg må nok indrømme, at der kom en klump i halsen. Jeg var selv noget vemodig over synet af det dejlige gamle skib, der nu gik sin endeligt i møde. Den lignede godt nok sig selv, som den stod der på klippespidsen i tragten. Det eneste syn­lige på, at der var noget galt var, at riggen på fokkemasten hang slapt ned. Vi fattede hurtigt årerne og trak hårdt i dem, idet der omkring klippeskæren­e var meget store og kraftige hvirvler. Det var bare om at komme ud på det åbne hav. Da vi var kommet et godt stykke ud, fulgte vi kysten mod nord. Vi var stødt på den sydøstligste ende af øen ikke langt fra sydspidsen. Der var kun en vej, det var nordpå, til vi kunne finde et sted, hvor vi kunne lande båden. Efter en rum tid ved årerne opdagede vi en skråning, hvor vi kunne trække båden op på, og derfra kunne vi kravle op af klipperne, til vi nåede op på fladt land. Da vi nåede derop, så vi til vor store forbavselse, at der fandtes huse, og at der kom røg fra skorstene. Der var ikke mange huse, men øen var altså beboet, og vi kunne da få tag over hovedet om natten. I alt det sørgmodige var det et lyspunkt, og vi blev naturligvis glade. I hele perioden omkring forliset havde der ikke været tid til at tænke på familien derhjemme, de tanker kom først nu, hvor jeg havde fødder­ne på fast grund. Nu var man ikke den lille mand mere, der var overladt til havets luner. Nu var der styr på tingene, man var i live og på sikker grund. Ikke at der have været angst for ikke at overleve, det havde der været for meget at gøre til. Os syv mand luntede hen mod det første hus for at give os tilkende, og skipperen gik ind i det for at fortælle om vores forlis og bede om husly og spørge om, hvorledes vi kunne give en besked om hændelsen og vores redning tilbage til Danmark til reder og dermed vores familie.               

Nu tilbage til vores møde med beboerne på Foula. Vi opdagede hurtigt, at de var meget gæstfri. De tog imod os med åbne arme og var dybt rystet over at høre, at vi var forlist på den sydøstlige del af øen. Det var et sted, hvor aldrig nogen kom ud. Efter en meget kort stund drog vi så ud for at tage stran­dingen i øjesyn. Nogle få af de lokale beboere fulgte med os. Vi mødte et trist syn, selv om skibet trods brændingen lå på samme måde, som da vi forlod det. Vi blev så enige om at gå derud igen, når vi havde fået lidt at spise og indlogeret os.

Efter vi havde fået noget mad, ville vi så ud til skibet igen. Der var nu samlet andre beboere, som fulgte med os, dels for at se stran­dingen, dels for at hjælpe os i det omfang de kunne. Vi havde fået samlet noget tovværk for at én kunne blive firet ned på dækket og eventuelt redde nogle ting fra skibet. Vi vandrede derud, jeg husker, at jeg stadig havde mine langskaftede søstøv­ler på, som jeg dog i mellemtiden havde fået smøget ned, så de var til at gå med.

Da vi kom derud, mødte der os et sørgeligt syn. Agterenden var brækket af. Det var først på eftermiddagen, så der var gået ca. seks timer fra vi forlod skibet. Hvornår dette var sket, er der ingen, der ved. Det var godt, vi nåede at komme fra borde, ellers havde vi været fortabt. Ingen ville have set os, og at komme op af de glatte klipper ville have været helt umuligt uden hjælp oppefra. Der måtte nok være een, der havde holdt en hånd under os. Det sagde jeg tak for.

Nu, da vi var derude igen, ville vi forsøge at komme ned på skibet for at se, hvad der kunne reddes. Oppe fra klippetoppen kunne vi få øje på køje­sæk­ke­ne, de stod pænt placeret agten for den slapt hængende fokkemast. De stod øverst på listen i den kommende redningsaktion. Vi ville også forsøge på at komme ned i forskibet for at se, om der var noget, vi kunne redde. Jeg meldte mig frivilligt til at gøre forsøget. Det skal siges, at noget af dæklasten var skyllet over­bord, hvor den nu dannede en bro mellem klippesi­den og skibet, den kunne man så løbe oven på, hvis det gik hurtigt. Jeg havde et øje på strøm­hvirvlerne rundt om klipperne og klippeskærene, der ragede op af vandet. Det medbragte tov blev bundet om livet på mig, således at jeg kunne fire mig ned, og på vejen tilbage kunne man hive mig op. Skulle jeg komme i vandet, var tovværket min livline, hvor der som sagt var folk i den anden ende til at hive mig i sikkerhed. Så nu var det bare om at komme i gang. Jeg blev firet langsomt ned over klipperne, idet jeg dels skulle have fodfæste, dels skulle kunne støde fra, så jeg ikke fik snuden helt op i den slimede klippe­væg. Tågen, saltet og havgusen var årsagen til den smattede væg.

Jeg kom helskindet ned og tog en hurtig løbetur over træet, der lå bølgen­de i takt med dønningerne fra havet mellem skib og klippevæg. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg var glad, da mine fingre fik fat i rælingen, og jeg svingede mig om bord, stadig iført de lidt tunge søstøvler. Da jeg kom op dækket, følte jeg mig som "Palle alene i verden", idet der var en klippevæg imellem mig og resten af verden. De små mennesker, der stod der højt oppe, føltes meget langt væk. Jeg løsnede tovet fra taljen og bandt ­det fast og gik forud til lukafet, hvor jeg forsøgte at komme ned. Det lod sig ikke gøre, da lejderen havde lagt sig op under dækket og derved lukket af for ned­gangen. Jeg for­søgte at få den fjernet, men jeg kunne ikke komme ned. Det måtte jeg opgive. Der var ikke noget at gøre i agterskibet, det var væk. Toppen af mesanmasten stak op af havet et stykke agten for det, jeg nu ville kalde et vrag. Tilbage var kun det gods, vi havde efterladt ovenpå dæksla­sten, her­iblandt køjesæk­ke­ne. Enden, jeg havde bundet fast, blev nu bunden omkring de enkelte effekter, som så blev hevet op en for en.Når en genstand var kommet op, blev tovværket oppefra kastet ud til skibet igen.

Jeg havde, som tidligere nævnt, pakket noget varmende spiritus ned i min køjesæk. Den var kommet helskindet op. Men da jeg så op, havde de lokale beboer pakket den op og hevet en flaske whisky op og sat den for munden. Jeg gryntede lidt, fordi de ikke kunne vente, til jeg var kommet op. Trods alt var det min, og jeg havde taget hele turen ned for bl.a. at hente dén. Da følte jeg lidt uretfærdighed, men den fortog sig i løbet af få sekunder, de var så venlige overfor os, og havde åbnet deres hjem. Det var vi taknem­melige for, den mundfuld whisky jeg var blevet snydt for, undte jeg dem gerne. Efter at have gjort hvad jeg kunne gøre på vraget, fik jeg tovenden om livet igen, så gik turen ned af skibssiden over det bølgende trælag op af klippesiden, da jeg kom op faldt mit blik på den tomme whisky­flaske, der nu lå på jorden. Vi vendte nu tilbage til husene, da vi ikke kunne gøre mere.

Om eftermiddagen gik vi ud til et lille hus, hvor der fandtes en radiosen­der, der sjældent blev brugt. Den så ud til at have en alder, som den var krigsbytte fra 1. verdenskrig. Jeg vil nærmest betegne den som en "dampradio", hvilket er et forkert udtryk, men den fik sin strømforsyning fra en generator af samme årgang. Jeg erindrer, at operatøren havde sved på panden, endda meget før han fik den i gang, på trods af at den blev smurt i alle ender og kanter, før han gik i gang med sit livs oplevelse, måtte det være. Det fik mine tanker hen på min oldefars færden med "motorrutebåden" Svanen, der sejlede mellem Kleven og Ærøskøbing, omkring og lige efter århundredskiftet. Han og hans forgænger fik også en snak med deres motor, der til tider, efter forlydende, kunne være ret høj, når den ikke ville makke ret. Nå, i gang kom genera­toren, og sendeproceduren kunne begynde. Lyden, jeg vil snarere kalde det spektakel fra denne ilde­lug­tende dieselgenerator, var så høj, at det undrede mig, at han kunne gøre sig forståelig overfor modtageren. Han fik så forklaret, at vi var strandet og alle var kommet velbeholden i land. Han blev bedt om, at modtageren skulle give besked til rederen, der ville informere de pårørende. Han fik også indføjet, at vi gerne ville væk fra øen, når mulig­heden og forholdene var til stede, så vi kunne komme hjem. Jeg tror nok, at et par af os stod med krydsede fingre for en lykkelig gennem­førelse af opera­tio­nen. Han afslutte­de med et sigende nik til os, hvilket betød, at alt var i orden. Så det håbede vi på. Han fortalte, at de ville komme over, når vejret tillod det, med en fiskerbåd. Hvornår det kunne blive, vidste han ikke, men som han sagde, de tog ingen chancer, så vi måtte forholde os roligt og vente. Han fortalte ved samme lejlighed, at Foula blev kaldt djævleøen, på grund af farligheden for skibsfarten. Så de lokalkendte tog deres forholdsregler og absolut ingen chancer. De kom heller ikke ind i havnen, så vi måtte ro til søs, for at gå om bord i det skib, der skulle hente os, hvilket med høj sandsynlighed blev en fiskekutter fra Scalloway.De kommende dage blev tiden brugt til spadsereture bl.a. ned til en lille havn, der heller ikke var aftegnet på søkortet, det var nærmest en kort bølgebryder bygget på langs af kysten, landfast i den ene ende. Der lå en mindre båd, vi fandt ud af, at med vores båd, der stadig lå på skråningen, hvor vi reddede os i land, kunne vi ro om i havnen, hvor vi trak den på land. Senere gik vi også på besøg og fik en snak, men vi opholdt os mest hos min værtinde, hvor præsten kom meget. Hun var ligesom vort holdepunkt, følte jeg.

Det undrede mig, at der var mange norske og danske ord i spro­get, men pludselig kom jeg i tanke om, at Shetlandsgruppen havde tilhørt Norge-Danmark omkring midten af dette årtusinde (i 875-1469, Norge, og ved rigs­fællesskab også Danmark. Christian den I solgte dem til skotterne i 1590 for at skaffe penge, så han kunne få datteren afsat. Det sidste har jeg siden undersøgt). Det var godt, jeg var interesseret i historie i skolen.

Jeg må lige fortælle lidt om forholdene på øen og beboerne. Som man måske kan tænke sig, var det et meget fattigt og enkelt samfund. Krigen og isolationen var medvirkende. Den lille ø er en klippeø, ligesom man finder dem på Færøerne, ligger lidt over 20 sømil vest for Mainland, og er som den vestligste ø i Shetlandsøgruppen vel nok kendt af de fleste søfolk. En lidt farlig ø for søfarten.     

Vi fik at vide af beboerne, at der var foregået mange forlis på øen. Det største var et engelsk troppetrans­portskib under første verdenskrig, hvor mange liv gik tabt. Vi skulle have holdt os langt borte derfra.Nå, den nærmeste havn var Scalloway på Main­land, hvor alle forsy­ninger lejlighedsvis kom fra med båd, det vil sige, når vejr og sø tillod det. Det kunne ske een eller to gange om måneden. Naturen var meget barsk, hvilket naturligvis smittede af på be­boerne. Jeg havde på fornemmel­sen, at vor ankomst satte gang i det lille samfund. Jeg tror, de livede op af vort nærvær og fortælling om livet udenfor øen og specielt i Danmark.

Der var også en præst på øen, der havde været på et besøg i København i mellem­krigsårene. Han fortalte med stor be­gejstring om sine op­levelser der. Jeg forsøgte at genopfriske nogle af steder­ne, da jeg havde boet i København i ti år, så med mit kendskab til denne by kom minderne tilbage i hans erindring. En anden person, en dame, der var sygeple­jerske og lærerinde, var en meget rar dame, som gjorde alt for os. Hendes mand sejlede, og de havde en lille søn på ca. fem år. Det var også en hende, der arrangerede vores indlogering hos de andre beboere. Jeg var i den heldige situation at blive indlogeret hos hende, vistnok sammen med Karlo Rasmussen, hvor vi fik stillet soveværelset ovenpå med dobbelt­senge til rådighed, og jeg skal nok sige, at det var koldt, væsentlig koldere, end jeg har oplevet noget andet sted i England. Jeg husker, at dynernes vægt føltes som et fjeld, der var lagt på ens krop. Min vejrtræk­ning gik ned på et minimum, der grænsede til kvælning. Det havde jeg ikke oplevet siden jeg som lille dreng i begyndel­sen af 30'erne overnattede hos min bedstemor i Ommel. Hun havde til­svarende dyner, men kun til gæster. Jeg forvænte dansker skulle egentlig skamme mig ved at referere sligt. Det er gjort for at fortælle, at deres det bedste ikke var for godt til os stak­kels skibs­brudne. Vi faldt hurtigt i søvn ovenpå døgnets oplevelser kombineret med de foregående dages hårde slid bl.a. ved lænsepumpen.

Beboerne, som, jeg mener, der var 10-15 af inklusiv børnene, var som tidligere nævnt meget fattige og meget isoleret fra om­verden, hvilket vi oplevede under vort ophold. Megen af deres beklædning var uniformsdele fra den engelske hær, det blev båret af både kvinder og mænd. Alle gik i gummistøv­ler, for veje fandtes ikke, der var kun plørede stier og klippegrund, så det var for­nuftigt fodtøj.

Elektricitet var et ukendt begreb. Min værtindes søn fik jeg hurtigt et godt forhold til, han fortalte mig, at der havde været en mand udefra, der bl.a. havde vist en tegnefilm med Mickey Mouse. Han havde medbragt en ge­nerator, der forsynede filmapparatet med strøm, for elektricitet fandtes ikke på øen. Drengen kunne blive ved med at fortælle om det i timevis og gentage det mange gange hver dag. Han var meget benovet over, at jeg også havde set Mickey Mouse, så havde han en, han kunne diskutere sin nye viden med. Jo, vi blev virkelig venner, måske for livet, dog uden senere at have kontakt med hinanden. Vi fik fortalt en anden historie af præsten, hvor en af øens ældre beboere var blevet syg, derfor måtte hun sejles over til Mainland for at blive behandlet. Hun blev indlagt på det lokale hospi­tal. Da man om aftenen tændte det elektriske lys, skreg hun og troede, at hendes sidste dag var oprundet. Det blev hun ved med og insi­sterede på at blive bragt hjem til Foula for nærmest at blive genoplivet, inden hun gik til de himmelske græsgange. Hun faldt først til ro, da man fik fremskaffet en petroleumslampe, der kunne give hende det lys, hun kendte fra sit livs ø.

Det var et uspoleret folkefærd. De var ikke så forkælet, som vi andre. Jeg undrede mig over, at jeg ikke så yngre mænd, men til gengæld var der nogle yngre kvinder. Det blev så fortalt, at mange af de unge mænd havde været med i verdenskrigen, hvor de havde oplevet den store verden udenfor øen. Det havde givet dem blod på tanden til at finde en til­værelse udenfor Foula. De besøgte øen en sjælden gang, men deres frem­tid lå ikke på deres fødeø. Man mente også, at den derboende, nuværende ge­neration ville være de sidste på øen, idet selv de unge kvinder ville forsøge at komme væk.        

Brændsel fik de ved at grave tørv fra en tørvegrav midt i en hulning, der fandtes midt på øen, der nærmest var formet som en wokgryde. Indtægterne kom dels af et fårehold, hvor de klippede fårene, kartede ulden, spandt den og strikkede trøjer, huer og handsker, der blev til det kendte Shetlands­uldtøj. Vi så en del af det. Det var meget smukt med fantasifulde mønstre. De levede også af fårekødet, hvilket vi også fik serveret. Jeg husker specielt en veltillavet puddingkage med fåretælle, som smagte ganske dejligt, men resterne af tællen sad fast i tænderne, så jeg måtte gå udenfor og fjerne det overskydende. Det skal siges, at det var første gang jeg smagte pud­dingkage med en sådan ingrediens i. Så jeg blev den op­levelse rigere.

Nå nu må jeg vende tilbage til forliset og vraget efter min beskrivelse af de lokale forhold.

Dagen efter forliset var vi igen ude at se, hvad der var sket med vraget, som jeg nu vil kalde resterne af Nordstjernen, der lå dernede i tragten mellem vores last. Skibet var nu slået i stykker, og det meste af træla­sten var stået til søs. Jeg stod og tænkte på, at jeg var den sidste, der havde sat mine ben på dette smukke skib, der havde gået så meget igennem fra sin stabela­fløbning til sit endeligt her et godt stykke ude i Atlanten - fra bramsejl­skonnert til skonnert - og de hårde tørne be­sætningerne havde været igennem i tidens løb. Det hele blev nu afsluttet her på hendes kirke­gård en kold novemberdag. Vi sagde et sidste farvel i al stilhed til et næsten levende væsen, der ligesom vi mennesker både har fordele og bagdele, og som vi søfolk føler også har en sjæl.

Nå, livet må gå videre. Efter dette sidste møde vendte vi tilbage til husene, hvor vi nød samværet og en jævnlig tur i naturen i fulde drag. Min værtinde fandt en dag en håndoptrukken grammofon frem, hvor hun satte plader på med skotsk folkemu­sik, og så lærte vi med stor besvær de gamle skotske folkedan­se. Det var virkeligt festligt og fornøjeligt. Vi havde det bare godt, de gjorde alt for os. Det var nok sidste gang, vi satte vore ben på dette øde, men fred­fyldte sted.  Der blev hver dag holdt udkig ­efter båden, der skulle hente os. Så en dag lå den derude. Vi gjorde hurtig klar til at tage af sted og drog ned til havnen, hvor Karlo Rasmussen som med sit reddede kamera tog nogle billeder af os - bl.a. af hele besætningen og et af mig med en lokal skønhed, en meget sød ung dame, der havde en uspoleret charme iklædt sin soldaterfrakke og alpehue. Vi var nu på så god fod med disse mennesker, at det var lidt sørgmodigt at forlade dem. Vi var på en noget mærkelig måde kommet ind i deres tilværelse og havde måske givet dem et frisk pust fra en verden, som mange af dem slet ikke havde kendskab til. De og vi vinkede til hverandre, så lang tid vi overhovedet kunne skimte dem. Nu var vi på vej til en mere materiel verden, men var den lykkeligere? Det tvivler jeg næsten på.

Vi nåede Scalloway og blev derefter transporteret til Lerwick, hvor vi blev indlogeret på et stedligt hotel. Den næste dag måtte vi ud at ekvipere os til hjem­rejsen. Den anden etape foregik med en rutebåd, der afgik sent på eftermidda­gen, og vi sejlede den følgende nat til Edinburgh. Om bord kom Karlo Rasmus­sens kamera frem igen, og vi blev stillet op til et gruppebil­lede i vores nye tøj, og hele besætningen blev samlet foreviget. Det var nu ganske rart at slippe søstøvlerne, det skal nævnes, at jeg ikke havde sovet med dem om natten, men derovre på øen var de nu ikke så ringe. Vi kom sent til køjs, vi snakkede og fik os nogle gode whiskies, ja, jeg taler i flertal. Erindrin­gen om dette skyldes, at jeg på et tidspunkt følte mig lidt util­pas, men om det skyldtes whiskyen eller skibets rulning, står mig lidt uklart. Da jeg aldrig før eller siden har været søsyg, kom jeg senere til det resultat, at whiskyen nok havde haft en ugunstig virkning på min tilstand. At vi kom sent til køjs, kan vel ikke undre. Det gjorde vi bare, for vi var i hinan­dens gode selskab, og var glade for at det gik hjemad.

Næste dag lagde vi ind i Edinburgh, hvor vi skulle møde op i generalkonsu­latet til en foreløbig afhøring om forliset, hvilket foregik meget roligt og stille. Derefter fik vi noget at spise, og om aftenen tilbragte vi nogle glade timer i et "Dancinghouse", hvor vi fik svinget benene til datidens moderne toner, sådan lidt a la Glenn Miller, som var den tids topmoderne musik. De unge skotske piger var meget inter­esseret i at danse med os. Vi havde en hel del at fortælle om vores op­levelse. Skipperen havde lidt svært ved at få os hen på banegården, nu da vi igen var kommet i særdeles godt sel­skab, denne gang under mere komfor­table forhold.               

Vi blev kostet ind i toget, hvor vi forlod Edinburgh sent på aftenen og satte kursen mod London. I toget oplevede vi både civile og soldater, som vi naturligvis fik en snak med. Tiden gik hurtigt. Vi fik også sovet lidt, inden vi stoppede op i London. Der blev der også tid til at få en lille tur i London, inden vi fortsatte mod Harwich, hvor vi skulle med Englandsbåden til Esbjerg. Jeg vil nu hellere kalde den Danmarksbåden, for vi skulle jo hjem til Danmark.

Om bord hyggede vi os og kom i snak med en del andre passagerer bl.a. en del amerikanske farmere fra The Middle West, der var på rejse til Danmark for at se dansk landbrug. Min formodning om deres trip var, at de for en kortere tid ville væk fra konerne og pligterne på farmene. Jeg havde sejlet meget på USA et par år før og havde der med stor generthed fået lært mig både New Jersey-dialekt og fået et amerikansk ordfor­råd, derfor ville min samtale­partner ikke tro, at jeg var dansker og fra København, idet han var sikker på, at jeg var fra New Jersey. Han var overbevist om, at jeg lavede skæg med ham, så han bad mig blive stående, til han havde hentet en af de andre medlemmer fra gruppen, som var danskam­erikaner, for at få bekræftet min påstand eller det modsatte. Jeg var lidt stolt af, at han kunne tage fejl af min nationalitet og mit sprog, der ikke var så ringe, som jeg selv troede. Han bad mig blive stående, til han kom tilba­ge, hvilket jeg natur­ligvis gjorde. Hans danskamerikanske medrejsende bekræftede mit udsagn, og vi kom på rigtig god fod med hverandre. Det blev sent, inden vi kom til køjs.

Næste dag, som jeg mener var den 22. november, ankom vi til Esbjerg om morgenen, hvor der så skulle afholdes søforhør om forliset. Et forhør, der skulle klarlægge årsagen til forliset. Til søforhøret var naturligvis rederen E. B. Kromann mødt op for at høre de nærmere detaljer om selve forliset.

Skibsføreren, styrmanden og jeg var de centrale personer. Skibsføreren havde overgivet vagten ca. en halv time før forliset til styrmanden. Kursen var sat af skipperen, da vi kom i styrehuset, hvor jeg overtog rorstørnen. Man for­søgte at vride skylden for forliset af på mig med, at jeg ikke havde holdt kursen, men da vi havde været to personer i styrehuset i den korte tid, vi havde været på vagt, dels styrmanden, der med passende mellemrum kontrollerede kursen, dels mig ved roret, og jeg var ikke nybegynder som rorgænger. Da vi begge kontrollerede kursen løbende, kan det ikke være årsag til forliset. Fejlen er sket, før vi overtog vagten, enten som en styrings­fejl eller en forkert kurslægning. Det er senere blevet mig for­talt, at der kan løbe en kraftig nordgående strøm mellem Mainland og Foula, den kunne, hvis det er rigtigt, sætte os nordpå. Havde der været taget hensyn til den? Da kursen var sat sønden om Foula og måske lagt for tæt på sydspidsen af øen, skulle der ikke meget til, at vi gik direkte ind på den, når vejret med dis og sø foruden strøm blev taget i betragt­ning. Alt er gisning, men en ting er sikker, jeg/vi holdt den afgivne kurs, fra vi overtog vagten. I øvrigt var forholdene ikke gunstige, idet det var meget diset kombineret med sø, hvilket gjorde, at udkiggen ikke havde mulighed for at høre den brusen, der var omkring klip­perne. Havde det været klarere vejr, havde vi måske kunne undgå det skete. Retsmødet blev afsluttet med, at årsagen til for­liset ikke kunne fast­lægges.

Dagbladet Vestkysten havde før retssagen sendt en journalist, der inter­viewede os om forliset. Skipperens udtalelse blev refereret næste dag og bragt sammen med et billede af os alle. Vores forlis var altså kendt i Danmark.

Vi skiltes efter retssagen og drog hver til sit rundt omkring i landet. Jeg har efter den tid af besætningsmedlemmerne kun mødt Karlo Rasmussen. Det var et dejligt gensyn. Han skal have en stor del af æren for at oven­nævnte blev skrevet. Uden de billeder han optog for mere end 50 år siden, havde mine oplevelser aldrig blevet ført på papiret. De satte tankerne i gang. Tak, kære Karlo, andre kan måske have lidt glæde af vores fælles indsats. Du som fotograf, jeg som skribent.    

Ovennævnte beretning er, som det vil fremgå af teksten, set med mine øjne, og de oplevelser jeg havde fra min tid på Nordstjernen fra jeg påmønstrede til besætningens tilbagekomst til Danmark i 1948.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 1999

af Hans Bager Dreymann (skrevet 1980)

Jeg har flere gange hørt gamle sømænd fortælle om deres oplevelser om bord på sejlskibe på lange farter i de gode gamle dage. Ja, jeg har da også for nylig læst en artikel omhandlende samme emne i et af vore mange ugeblade. Hvis man skulde tro alle disse forfærdelige oplevelser, som disse gamle fortæller, de har været udsat for i deres unge dage i den tids sejlskibe, ja så begriber man ikke, at de mønstrede igen og igen. For at få mig til at tro på disse fortælleres historier, skal vi nok godt et århundrede tilbage i tiden, der kan vel næppe være mange nulevende, der har oplevet de rigtig hårde tider i vore sejlskibe. Derfor er jeg mest tilbøjelig til at tro, at en hel del af dét, disse gamle sømænd fortæller, stammer fra rygter, de har hørt i deres ungdom, og disse blandes så sammen med egne oplevelser.

Det er da rigtigt at beboelsesforholdene på de skibe, hvor mandskabet boede forude i lukafet, var meget dårlige. Foruden menneskebolig var det også oplagsrum for reservesejl, tovværk, maling, kartofler, kul o.s.v., ofte var kædekassen anbragt agten for nedgangstrappen. Og alene denne kunde jo lugte ganske dejligt af mudder, hvis man havde været til ankers et sted, hvor der var blød mudderbund. Luften i lukafet var altså ikke altid lige god, for der var jo ikke noget, der hed ventilation, og kun med pænt vejr kunde dørene til lukafet være åbne. I søen kunde vi aldrig have ild i kakkelovnen, dels på grund af vandsprøjt over skibet, dels på grund af træk fra sejlene, som gjorde det helt umuligt at få kakkelovnen til at tænde, så der var tit meget fugtigt i lukafet, men jeg har aldrig, så vidt jeg husker, været ude for sygdom om bord.

Der har været talt en hel del om arbejdsvagt, en ting som jeg aldrig har været udsat for, den bestod i, at frivagten formiddag og eftermiddag blev tørnet til to timer. Det vil altså sige, at besætningen i søen arbejdede fjorten timer i døgnet og havde frihed ti timer. Men jeg husker, da dengang jeg var dreng, at de unge talte meget om de skibe, hvor forholdene var sådan. Så allerede på det tidspunkt kendte vi de skibe, hvor forholdene var sådan. Foruden den her omtalte arbejdsvagt blev vi jo også af og til purret ud på frivagten for at hjælpe med til at rebe eller bjærge sejl, men det var jo en ganske naturlig ting at blive tørnet til, når det gjaldt den slags arbejde. Lad mig lige her indskyde, at overtidsbetaling eller godtgørelse med anden frihed endnu ikke var opfundet dengang.

Kosten var elendig, siges og skrives der meget om. Salt kød, salt fisk og som tørkost de meget berygtede hårde beskøjter med margarine, og som ofte på grund af alderdom måtte slås nogle gange ned i bordet for at befri dem for orm og andet kryb - heller ikke dette har jeg oplevet. På de skibe jeg har været med på langfart, blev der bagt rugbrød, og kun en sjælden gang har jeg været ude for beskøjter, der dog kunde spises med velbehag, uden den omtalte banken i bordet. Sømandsloven, eller hvad den lov nu hed, havde ganske bestemte kvantum af forskellige ting, såsom margarine, sukker, pålæg o.s.v., som en sømand kunde gøre krav på pr. uge, og der var mange skibe, hvor skipper nøje overholdt denne lov og vejede alting ud, og så måtte man selv passe på, at rationen kunde holde ugen ud.

Marstals storhedstid med hensyn til hjemmehørende skibe er vel nok på toppen omkring år 1890- 1914. Under krigen 1914-1918 sejlede en del, og en del lå oplagte. Og efter krigen kom den helt store oplægning. En masse skibe blev solgt til udlandet, sejlskibenes tid var ved at være forbi, de lange rejser var forbi. Nogle få skibe prøvede at holde farten på Vestindien. Der blev gjort rejser i ballast fra Marstal til Rio Hacha efter dividivi, til Cuba efter maghognitræ, til Trinidad efter asfalt, men der var ingen penge i det, og noget op i tyverne var det hele så godt som forbi. Sejlskibenes tid var forbi. Nu var det dampskibenes tur. Jeg har sejlet med sejlskibe fra mit 14. år til mit 24. år, jeg var kun med til sejlskibenes sidste krampetrækninger, oplevede de alle blev solgt, mange med store tab for rederne. Jeg husker endnu, hvor besværligt det var i min ungdom at få hyre som matros i sejlskibe, som loven krævede dengang, for at gå på navigationsskolen for at læse til styrmand.

Jeg mønstrede som 14-årig dreng som kok foråret 1917, og jeg afmønstrede som styrmand foråret 1926, og dermed var det for mit vedkommende slut med sejlskibene, og jeg søgte over i damperne. Jeg begyndte som 2. styrmand i dampskibsselskabet "Torm" i 1927, blev fører i 1937 om foråret, og jeg sluttede mit arbejde i dette selskab foråret 1939, da jeg på dette tidspunkt havde fået en stilling som lods ved Hals Lodseri.

Men lad mig begynde med at fortælle lidt om min barndom. Jeg blev født i Marstal den 11. november 1902, som barn nummer to af skibsfører Chresten Hansen Dreymann og hustru Marie Bager Dreymann. I 1900 blev min far fører af tremastet bramsejlsskonnert Hermod, som det år blev købt fra Sverige af rederiet Agent Petersen, Marstal. Hermod var bygget i Oskarsham 1898 under navnet Sweden. Min far førte dette skib til 1913, da han samlede nyt rederi og fik bygget tremastet sletskonnert N. E. Schmidt. Mit barndomshjem var hjørnet ved Havnegade-Buegade, og lige udfor vore vinduer blev N. E. Sshmidt bygget af bygmester Gorm Clausen, som gennem årene havde bygget mange smukke, velsejlende skonnerter. Skibet skulde gå i fart foråret 1914, men få dage før stabelafløbningen blev far syg, kom på Svendborg sygehus, hvor han blev opereret for tarmslyng og afgik ved døden få dage efter operationen. Han nåede aldrig at komme på havet med sit nye skib. Det gjorde derimod min to år ældre broder. Han blev konfirmeret samme forår og mønstrede straks efter som kok til den svimlende hyre af 15 kr. pr. måned. N. E. Schmidtgik på sin første rejse til Rønneby Red for at laste træ til Island. Gik igen derfra i ballast til New Foundland, hvor den lastede klipfisk til Patros (Grækenland).

Min far døde kort før, han fyldte 40 år, og min mor, som var på samme alder, kom senere i gang med en lille forretning, hvor med hun tjente til livets ophold i mange år, hun døde i april 1947. Min mor var ud af gammel sømandsslægt. Hun havde fem brødre, som alle sejlede. De to yngste mistede begge livet på søen. Den ene var fører af skonnertbrig Dannebrog. I 1916 var skibet på rejse fra Island til England med klipfisk ude for en meget hård orkan, en voldsom brodsø bordfyldte skibet og ødelagde alt opstående. Seks mand blev kvæstet, føreren døde tre dage senere af sine kvæstelser. Da der kom en svensk damper til assistance, opgav man at redde Dannebrog. Skibet blev stukket i brand, for at den hurtig kunde synke, hvorefter besætningen forlod skibet og blev bjærget om bord på den svenske damper. Den anden broder, der kun var 28 år, var fører af en nybygget tremastet topsejlsskonnert Juliane. Først i december var den på rejse fra England til Danmark med en last kul. På fiskebankerne blæste det op til en voldsom storm. På vagten 8-12 aften tog skibet en voldsom brodsø over, der skyllede føreren over bord og slog skonnerten tværs i søen. Matrosen, der stod til rors, var heldigvis surret med en ende om livet, så han reddede livet. Styrmanden førte derefter skibet sikkert til København. Der var tre piger, som alle var gift med sømænd, så det var en familie, som kendte en del til livet på søen og de barske vilkår, som disse mænd tjente til livets ophold på.

Jo, Marstal var en rigtig sømandsby. Der var hele min barndom travlhed ved havnen. Skibsværft ved skibsværft lå side om side lige fra beddingerne til jollehavnen. Så var der H.C. Christensens skibsværft, som lå norden for selve havnen. Og senere flyttede Ludvig Johansen sit værft ud sønden for beddingerne. Jo, der var travlhed den gang, der var altid mange skibe under bygning. Så snart, der havde været en stabelafløbning, blev ny køl strakt til den næste. Der var arbejde til mange mennesker, der lå jo også altid skibe til reparation, enten langs kaj eller på beddingerne. Den gang blev det jo også brugt meget at kølhale skibene, det vil sige, at de ved hjælp af svære taljer og gangspil, blev krænget over, så der kunde arbejdes på hele den ene side af skibets bund.

Om vinteren kunde den store havn være fyldt med oplagte skibe. Det var dengang meget almindeligt, at en del skibe kom hjem omkring jul for oplægning. Om foråret gik de så i gang igen, så var der travlhed med at rigge til, der blev indtaget ballast, proviant o.s.v. Sidst i februar, først i marts, afhængig af hvor streng en vinter vi havde haft, forlod det ene skib efter det andet havnen for igen at komme ud at virke i deres rette element efter en velfortjent vinterferie i hjemmehavn Marstal med dens store havn med dens mange hjemmehørerne skibe. I min barndom var der vel et sted mellem 200 og 300, vistnok nærmest de 300. Det var et herligt sted at vokse op i for nogle raske drenge. Ingen kunde have en bedre barndom, et herligere liv. Med vidt åbne øjne og ører fulgte vi med i alt, hvad der skete omkring havnen, og i fantasiens verden sejlede vi på de lange træk ud med det bestemte skib, som vi var særlig forelsket i, ud på de lange rejser med de mange oplevelser. At vi i en meget tidlig alder lærte at ro og vrikke, lærte at tumle en båd, var noget ganske naturligt for os. Der var altid en skibsjolle klar for en rask dreng. Det var jo ikke hver dag, at skipper skulde om bord for at se efter fortøjningerne eller lignende. Dog hændte det af og til, at hans jolle var væk, når han kom og vilde om bord, men der var altid en anden ved hånden, så det ordnede sig altid.

Om sommeren badede vi fra havnens flåd, det var godt nok forbudt, så vi havde ofte havnefogden efter os, men havnen havde jo en stor udstrækning, så det var en næsten umulig opgave at holde styr på en flok badende drenge. Vi lærte hurtig at svømme, også ved brug af havnens flåd, de var lave, og det var derfor let at komme op fra vandet på dem. Vi fastgjorte et stykke reb i flådets fortøjningsringe, tog den anden ende af rebet i hånden og sprang i, og i løbet af kort tid havde vi lært at svømme. I vore dage hører man så meget om baciller og usundt badevand snart alle vegne. I Marstal havn var vel i mine drengeår fire-fem lokummer bygget fra kajen og ud over havnebassinet ,og der sad daglig gud ved hvor mange mennesker og forrettede deres nødvendige ærinde direkte i havnen. Vi syntes vandet var dejligt, og i skoleferien var det ganske almindeligt at være ude at svømme en 10-12 gange daglig, og vi fejlede aldrig noget. Det er vist først langt senere, at baciller og den slags blev opfundet.

Jo, Marstal var en dejlig by at vokse op i for nogle raske drenge, ingen kunde have et friere og dejligere liv. Vi havde ingen brug for kommunale legepladser eller børnehaver, vi havde hele havnen til tumleplads, og der var plads til alle slags lege. Jeg læste for noget tid siden et digt af Jonas Clausen, som han kaldte barndomsminder, jeg kan dårlig tænke mig, at han vil tage mig det ilde op, at jeg gentager det her, jeg synes det netop rammer plet for min og hans barndom i Marstal. Dog kunde jeg tænke mig, at han i sit vers om "Ba' Klint", hvor vi samlede tin og jern for at skaffe et par håndøre, også havde nævnt det gamle vrag af Chieftain, som netop lå ved "Ba' Klint". Her mødtes vi med hammer og mejsel og gjorde mange ihærdige forsøg på at fravriste vraget dets kobberbolter. Nakskov-Hans var vor forbindelse som aftager af de rigdomme "Ba Klint" gav os. Han var opkøber af al den slags værdigenstande, jern, metaller tin o.s.v., som drengene kunde fravriste Chieftain og "Ba Klint".

(Marstal Søfartsmuseums årbog 1998)

En marstallers oplevelser på land og til søs i drenge- og ungdomsårene.

Skrevet af Frits A. Kristensen Marstal, udgivet i 1987.

Bogen kan hentes her

Fuld erstatning for at være i "Paradis"

Dette er titlen på en beretning, hvor kaptajn Christen Marius Kristensen ("Eos Kes") fra Marstal beretter om sin tid under 2. verdenskrig i japansk fangeskab mm.

Læs beretningen her.

Af skibsfører Chr. Raahauge

Som alle drenge i Marstal var jeg, saa langt jeg husker tilbage, vant til at færdes i baade og paa skibe. Far var selv ejer af en mindre skonnert, og mor har fortalt, at jeg tog mine første skridt paa en dækslast. Hver sommerferie sejlede jeg med far, og den gang kunde vi faa fri fra skolen før og efter ferien, naar forholdene talte derfor, saa ferien ofte for mit vedkommende blev to maaneder.

Hele aaret havde vi rig lejlighed til at tumle os i baade og pramme. Der var dels mange udrangerede skibsbaade, hvor ejeren ikke tog det saa nøje at lade os laane. Dels kammerater, hvis fars skib laa i havnen, og baaden blev da flittig brugt af drenge og kammerater. Senere blev baadene her for fine til at laane ud. Da jeg var syv aar, lærte jeg at sejle fars baad, det skete i den svenske skærgaard ved Karlskrone og blev ikke helt smertefrit. Den første dag jeg fik lov at sejle selv, drev jeg bort, da jeg ikke kunde krydse op til skibet. En svensk “pojke” hjalp mig tilbage, og jeg maatte betale ham mine 35 øre, jeg havde sparet sammen til kirsebær, naar vi kom til Stettin. Nu fik jeg rigtig undervisning ogsaa i at krydse op mod vinden af far og styrmanden, og smakken fik baade fald og givtov, og jeg lærte at rebe.

Vor legeplads var altid ved havnen og mest i baad, kunde vi ikke laane en, huggede vi en og slap den meste tid godt eller lempeligt fra det. Men det skete dog, at vi blev grebet og fik en omgang klø, værre var det, naar vi blev taget i nakken og dyppet et par gange. Det kunde ikke skjules for mor. Der var liv paa havnen den gang, mange skibe blev bygget og repareret. Den gang fik tømmermændene huggespaanerne. Børn, mest drenge, samlede dem i bunker og fik derfor en del til sig selv. Der var mange af mine kammerater, som skulde samle, før de fik lov at lege, og saa hjalp vi til for at faa vor kammerat med til leg.

Jeg var ogsaa med til at bygge et fyrtaarn til ære for Kong Kristian den 9's guldbryllup og et til Frederik den 8's sølvbryllup. Begge byggede paa det sted, hvor jernskibsværftet er nu, der var de ved at blive opfyldt. Det sidste byggedes af sten fra et nedbrudt hus, der var bygget af ler, dette blev opløst omsmeltet og brugt igen. Der var dog ikke nok. Vi hentede saa halve og kasserede sten paa teglværket hos Jens Winther (ved Solbjerg). Vi laante vogn og var selv hest. Grus hentede nr. baad paa Halen. Ved hjælp af karrusel m.m. tjentes til kalk. At vore mødre ikke var saa begejstret for vort arbejde er let forstaaeligt, naar vi tænker paa vort tøj ved saadant arbejde, men der var enighed om og ved arbejdet. Der blev ogsaa bygget fyrtaarn af de Nørre omme ved Enighedstræde. Enigheden mellem de byggende rivaler var mindre god, hvad en bar plet oven i mit hoved bærer mærke af.

Ved de to højtideligheder, hvortil fyrtaarnene var bygget, blev der skudt med kanon, og der var fyrværkeri og optog med musik. Stor hjælp havde vi drenge af ældre skippere særlig forhyringsagent H. Bager.

Jeg blev konfirmeret den 1. marts 1896, var til alters følgende onsdag. Næste dag mønstrede jeg som kok i Svendborg paa fars skib Sif, lastende 70 tons, tre mands besætning. Allerede næste dag sejlede den mod Egernsund, men naaede kun til Avernakø, her fik vi en haard storm i to dage. Jeg var søsyg, men maatte gøre mit arbejde, da far vilde gøre mig ked af at sejle. Jeg selv havde ikke ud af, at vi var i knibe, men jeg husker, at far trøstede bedstemanden og sagde: “Du skal ikke tabe modet Hans, driver vi i land, gaar den saa højt op, at vi kan gaa i land.”

Vi sejlede mest det aar med granit fra Karlshavn-distrikt til tyske havne. Der var mange marstallere i den fart. Jeg husker skipperne talte om, at granitten d.v.s. brosten, kantsten og større huggede sten til viadukter var til veje for militæret imod Frankrig. Ved juletid blev vi oplagt. Hyren det aar var 12 kr. pr. maaned. Jeg maatte stoppe min pibe af fars daase, men lommepenge blev vist ikke 10 kr. hele aaret. Men jeg har næppe savnet noget. Mine kollegaer havde ikke mere.

Næste aar sejlede jeg som kok med topsejlsskonnert Kristiane. Vi sejlede med granit fra Norge til Aberdeen, Skotland, derfra til kulhavn i Leithfjorden og til dansk havn, dog var vi om efteraaret paa Gotland at laste slibesten til Antwerpen, sidste rejse var kul til Marstal for oplægning. Dette aar var hyren 16 kr., fra oktober 18 kr.

3. aar kom jeg med nybygget tremastet topsejlsskonnert M. Hay som kok - 28 kr. i hyre. Jeg turde endnu ikke tage ungmandshyre, da jeg var lille af vækst. Men i september mønstrede jeg af og tog hyre som ungmand i skonnertbrig Cathrine. De forannævnte skibe havde alle tre været stærke og velsejlende skibe. Nu kom jeg om bord i en som sejlede meget daarligt, og som ejheller kunde taale sejlene. Vi fik det snart at føle. Vi lastede træ i Helsingfors til Nordfrankrig. Rejsen gik smaat, men dog godt til vi den 1. oktober passerede Hanstholm, samme nat maatte vi lægge den for smaa sejl ved vind af SØ og senere dreje under, hvor andre skibe strøg forbi os for fuld fart. Det blev ved at blæse længe af forskellig vind. Snart fik at vide af styrmanden, at vi skulde være ved Dogger, snart ved Horns rev, en gang ved Yarmouth Banker. Alt imens havde vi faaet kastet dækslasten og pumpet uafbrudt uden at faa læns. En dag blev det besluttet at forlade skibet. Alt blev gjort klar til at gaa i baaden. Nødflag blev hejst for at en sildefisker, der laa til ankers kunde være klar til hjælp. Vi skulde jo saa nær som muligt, før vi gik i baaden. Derved opstod der fare for kollision, saa vi maatte sætte sejl for at manøvrere. Ingen tænkte paa andet end undgaa kollision. Inden vi igen kom til vinden, var vi langt fra fiskeren og maatte opgive. En dag drev vi over grundt vand uden dog at støde paa, men grus og smaa sten var der meget af paa dækket. Den 29. november naaede vi til ankers ved Downs nord for Dover, og der blev telegraferet til rederiet. Der var, hørte vi senere, kun to, rederen og min far, der ikke havde opgivet os. To marstallere, som passerede Hanstholm samme dag som os, havde losset i Frankrig, lastet i England og udlosset i Danmark før vi naaede Downs. Jeg var her om bord i atten maaneder. Havde mange drøje rejser, de aller fleste grundet paa det daarlige skib. Skipperen var en gammel søulk og haard i det. Fortjeneste sikkert ringe, og maaske derfor kosten sløj. Kunde vi faa kokken til at hugge et par spegesild eller salt flæsk, nød vi det. Min hyre her om bord var 32 kr.

I 1900 sejlede jeg atter med far paa samme fart som før omtalt. Hyren var 45 kr.

1901 sejlede jeg med tremastet topsejlsskonnert Juliane. Vi var hele aaret i fart med granit fra Strömstad-distrikt til Newcastle, derfra med gaskul til Haderslev. Hyren var, som mellem fuld- og letmatros 52 kr.

1902 til april 1903 var jeg paa navigationsskole og fik styrmandseksamen. Derefter til orlogs med krydseren Heimdal til oktober.

Straks jeg var dimitteret fra marinen, rejste jeg til Hamborg for at søge hyre i tysk eller engelsk sejlskib. Rejsen gik via Marstal, Korsør og Kiel med gamle Daneskjold Samsø til Hamborg. I Korsør, hvorfra vi sejlede sent om aftenen, var vi tre sømænd, som skulde samme vej. Det viste sig, at vi var gode bekendte fra Heimdal, men ikke kendte hinanden straks, grundet paa civilt tøj. Det var pæne mennesker, havde faret fra Hamborg før og blev en stor hjælp for mig i Hamborg. Jeg fik sammen med mine kammerater logi hos den bedste værtinde dengang i Hamborg, nemlig fru Palle, Kastaniealle 40. Dette kvarter er, saavidt jeg har hørt, “ausradiert”.

Med Daneskjold Samsø  havde vi en drøj tur til Kiel. Dækket, rettere fordækket, var fuld af fiskekasser. Det blæste haardt af vestlig, saa da vi var passeret Gulstav, kunde den ikke hytte forskibet. 3. klasse kahyt var kun lille med kun faa liggepladser og i samme udgang en endnu mindre damekahyt. Vi havde en lumsk anelse om at mandskabet selv havde aabnet losseportene paa dækket, saaledes at samtlige kasser paa dækket gik over bord. Det lavede jo en gruelig spektakel, saa tre-fire damer var meget bange og søsyge. En matros var nede, før det blev rigtig galt, og beroligede damerne. Vi forhørte paa broen om hjælp til damerne, de var alle ældre. Kaptajnen forklarede, de havde ikke tid. Vi hjalp dem saa trods forbud, de havde kastet op og var ligeglade og saa ikke godt ud, særlig overtøjet var tilredt. Da vi kom ind i Kielerfjord, blev vi dog takket af kaptajnen. Vi blev syv timer forsinket og naaede først Hamborg om aftenen. Her var mine kammerater huskendt, saa alt gik glat med tøj og logi. Næste dag til forhyringsagent og til synsprøve, som allerede dengang var tvunget i Tyskland. Det viste sig, at det var sløjt med hyren, saa jeg fik god tid til at se Hamborg havn. Pengene var smaa, saa St. Pauli var for dyr for min pung. Dagen gik med hyrebassen fra 9-11, saa op hos Waise og faa et glas før middagen. Kl. 3 igen hos forhyringsagenten, saa en spadseretur, ofte ud til “Alsteren”, og et glas øl. Aftenen i St. Pauli, hvor alt, som var for søfolk, var meget billigt. Vi kunde sidde i varietéer, kun ikke de flotteste, ved et glas øl for 15 Pfn. i flere timer. Hos Wullf og Kasino var entre for søfolk gratis, og drikkevarerne var billige. Vi naaede langt for en mark, dvs. 89 øre, takket være mine kammerater. Vi fik omtrent hyre samtidig, tre uger efter ankomsten. Fru Palle var som en mor for os. Hellere saa hun os udrustet godt, som at faa sin regning betalt.

Jeg kom med en nylig indkøbt bark, før fransk. Den blev døbt Mise Marie og lastede 1900 ton. Det var et smukt skib og godt i orden overalt. Den tilhørte to højtstående tyske landofficerer, som ejede kolonier i Sydafrika, og skibet var købt til at besejle dem. Kaptajn Thedens, 62 aar, var fører, skibet var næsten fuld lastet med stykgods, deriblandt mange barnevogne, klaverer, masser af damisianer (glasflasker i kurvefletning) og masser af pigtraad i ruller. En fin last at sejle paa. Vi havde hørt en fugl synge om, at vi skulde have marineuniform. Den dag skibet skulde døbes, kom der kok og tjenere om bord. Alle flag blev hejst, og en time før selskabet kom, fik vi ordre til at vaske os, begge styrmænd kom i flotte uniformer som søofficerer, med en pakke tøj, d.v.s. benklæder, genser med skibets navn og marinehuer til hver mand med ordre at klæde os deri, men samtidig besked at levere det af rent, naar gæsterne var gaaet fra borde. Jeg var den eneste udlændinge, saa jeg fulgte de andre og vi nægtede at klæde os ud paa kommando. Styrmændene holdt med os deri, og resultatet var, at den yngste matros, to letmatroser og dæksdrengen trak i tøjet og parerede ved falderebet. Rederne var helt ukendt med skibsfart og ville forsyne os “before the mast” med baade køje, olietøj og støvler, men skipperen fik ham gjort klogere. Dog fik vi vaskefade til hver mand. Baljer til tøjvask, vandkander og glas til drikkevand, dette var vist uhørt dengang. Omkring 1. november sejlede vi fra Hamborg bestemt til Santos. Vi havde daarligt vejr og modvind i Nordsøen og Kanalen. Vi havde engelske vagter, og hver gang, der  blev vendt, var alle mand paa dæk, saa det blev til lidt søvn. Vi passerede der træbarken Claudia af Marstal, han laa for undermærssejl og stagsejl og spidsmesan, han gik fra Hamborg til Maracaibo ti dage før os. Vi førte endnu store bramsejl. Kort efter kom vinden NV, og nu gik det syd over under et pres af sejl, og snart blev det mildt og behageligt. Der blev nu skiftet fra vagt om vagt til arbejdsvagt, skønt den tyske lov lød paa vagt om vagt.

Der blev protesteret af alle mand paa halvdækket med det resultat, at vi fik tyske vagter: danske, men med arbejdsvagter, saa kunde vi klage, naar vi kom i tysk havn, hvilket ogsaa skete. Arbejdsvagten var fra 8-10 formiddag og 1-3 eftermiddag.

Saa snart det blev mildt, toges et oksehoved (beholder) hvidtøl paa dækket til brug for alle og senere eet til. Til frokost fik vi hver dag stuvet kålrabi, senere bagte bønner, begge dele smagte godt. Da vi nærmede os “Linien”, fik dem af besætningen, der var døbte, travlt med at gøre klar til at tage imod “Neptun”. Der blev forhørt, naar vi mente at naa frem, og svaret var antagelig søndag. Lørdag middag, da officererne maalte solen, stod jeg til rors og hørte solens højde. I hemmelighed regnede jeg den ud, og vi manglede da kun et par miles. Jeg havde som eneste dansk læsning kun navigationsbog, tabel og almanak. Om natten paa vagten spurgte førstestyrmand, om jeg havde været over “Linien”. Ja, var svaret, hvornår, spurgte han. Kl. halv to i eftermiddags. Han studsede, bandede og sagde: vi havde helt glemt, du har eksamen, hvor har du højde fra solen fra. - Jeg stod til rors i middags. Han bad mig tie med det, hvilket jeg lovede, naar han ogsaa vilde tie med at jeg havde eksamen. Han og skipperen havde vidst det hele tiden, fru Palle havde fortalt det.

Festlighederne foregik søndag eftermiddag. Vi var fire, hvoraf jeg var den ældste. Det er jo en morsom, om end lidt raa ceremoni, hvis der strittes imod, for dem gaar det ud over. Jeg blev behandlet bedre end de unge. Beskrive det, har jo saa mange gjort. Da det var overstaaet og dækket rengjort, fik hver mand en hel bayersk øl, oh, hvor det smagte.

Rejsen fortsattes til Santos i Brasilien. Det var jo første gang jeg var i troperne, og jeg nød sejladsen og varmen. Jeg havde stortoppen at efterse, og ellers syede jeg sejl paa halvdækket under skipperens opsigt, og det var en god skole, da han var flink til at vise fra sig. Kort før jul kom vi til Santos, og da det var lige i febertiden, varmt med hyppige regnskyl, fik vi instrukser for at undgaa feber. Vi skulde overholde instrukserne særlig i fritiden. Men i arbejdstiden tog den gamle det ikke saa nøje. Santos var før berygtet for gul feber. Der laa endnu en del vrag fra den tid, da hele mandskabet døde. Nyt mandskab, som blev sendt, døde ogsaa, og skibene blev til sidst vrag. Nu var sumpene nær byen væk, og der var bygget stenkajer, og feberen derfor minimal. Saa snart der var lidt med maven kom vi paa hospitalet. Jeg naaede ogsaa derop. Det laa nemlig oppe paa et lille bjerg, og der var dejligt køligt, imod hvordan det var i havnen. Vi lossede ret hurtigt og blev slæbt ud for anker. Havnen var stor og rummelig. Der laa flere amerikanere, en bremerbark og en norsk bark. Der var ingen samkvem mellem skibene, og landlov kun medens vi laa ved kaj. Det jeg husker bedst fra Santos var parken om aftenen, der var dejligt og masser af tropefugle. Vi fik længere ophold der som beregnet, og skibet blev klappet, skrabet og malet, særlig malet mange gange, ogsaa rummet fik en god omgang. Endelig kom vi til kaj igen, lossede det sidste pigtraad og fik ballast og saa til søs. Medens vi laa i Santos, var vi om natten plaget af moskitos, og de fleste af mandskabet sov i mærsene. Jeg dog altid i min køje, og drengene maatte pænt ned i deres køjer ogsaa. Jeg lærte af en gammel sejlmager at holde moskitoerne ude af lukafet. Kort før jeg vilde til køjs, blev der brændt noget gammelt sejldug i en dunk i lugaret, der drev dem ud, dernæst et haandklæde dyppet i petroleum i hver dør og en klud i hver koøje og ikke mere lys i lukafet. Saa kunde vi sove nogenlunde den første del af natten.

Sidst i februar sejlede vi fra Santos bestemt til Cuba. Det var dejligt at komme til søs igen fra det lumre hul Santos. Vi havde masser af frugt med. Det eneste bemærkelsesværdigt paa denne rejse var at vi NØ. for Pernambuco brækkede store mærsestang, vi fik der rigtig daarlig vejr af SV med regn. Der blev sejlet haardt. Vi havde fuld sejl hele første vagt, og vi var klar ved faldene hele vagten. Kl.12 ved vagtskifte var vi klare over, der skulle bjærges sejl. Men stor var forbavselsen, da ordrer ved mønstringen paa halvdækket lød: frivagten kan gaa til køjs. Det varede dog ikke længe, før vi hørte fokken slaa. Vi var klar over, at den var løbet i vinden for rorsmanden, da den i det sejlpres var svær at styre. Kort efter kom tømrermanden og purrede ud og fortalte, at bramstangen paa stortoppen var brækket. Det var saa mørkt, at han ikke kunde se, hvad der var sket. Inden vi kom paa dækket var fore røjl, bramsejl m. fl. ved at blive bjerget af vagten. En matros og jeg blev sendt i stortoppen for at se, hvad der var sket. Store bramstang med røjl og stagsejl hang og svajede, som skibet slingrede til, over imod forriggen, mens store mærsesejl var strakt. Vi kom dog ikke længere som til mærset, før vi fandt, at stængevandt og det hele der var helt slokt. Da vi kom ned med den besked, fik vi en baljefuld. 2. styrmand blev sendt op og kom med samme besked, ogsaa han fik en bøttefuld. 1. styrmand var saa oppe, og efter en samtale mellem ham og den gamle fik vi ordre, frivagten gaar til køjs. Det viste sig da det blev dag, (alle mand var da paa dækket og havde faaet frokost), at store mærsestang var brækket i skivgattet til faldet, saa dette endnu laa hen over stangen og havde gnavet sig ned i den, saa der ikke kunde fires. Hele det øvrige oven over hang i fald og barduner hen over raaen. Vejret var nu bedre, og det var tørvejr. Vinden var agten for tværs. Der hvor store mærsefald var gnavet ned i stangen, begyndte stangen at flække, saa vi kunde vente det hele hvert øjeblik daskede ned. 2. styrmand og jeg blev sendt op og fik en solid surring af wire lagt om stangen, og saa begyndte afrigningen. Sejlene blev slaaet fra der oppe. Vi arbejdede i hold, saa vi skiftedes til at være til vejrs og paa dæk. Den værste post den dag var til rors. Der havde vi jo frit syn og tid til at holde øje med det, der foregik, og vi ventede, at det hele faldt ned, hver gang skibet tog en stor overhaling. Der blev ikke holdt hvil før alt var klart. Kokken bragte maden til hver, og vi fik øl at drikke ret ofte. Før det blev mørkt var alt nede paa dæk, store mærsesejl fast og sat fuld fortop. Ikke et bændsel eller gårding var kappet. Det saa ikke godt ud fra dækket, under arbejdet. Vi hang i baadsmandsstole og arbejdede, men deroppe glemte vi helt risikoen.

Kursen blev sat efter Barbados. Der fik vi ny mærsestang. Skibet blev malet udenbords flere gange, og rejsen fortsatte til vestkysten af Cuba, hvor der paa smaa pladser lastedes mahogni, ceder og flere andre sorter træ. Der var ikke havne, vi laa paa aaben kyst og kun en søndag var vi lidt i land. Træet, store huggede kævler, blev færget ud til skibet om natten og ankredes nær ved, hvor vi saa hentede det langs siden og hev det om bord med haandkraft. Vi havde folk fra land til at stuve lasten. De havde deres egen kok og smedens esse som kabys paa fordækket. Da vi skulde sejle, fik vi vand langt borte fra i en jagt. Vandet var vist ubrugeligt og vist kun tænkt som reserve. Det var fuld af smaa dyr og stank. Den tank, vi havde foruden, rakte til rejsen, og det fra Cuba blev pumpet ud og tanken renset, før vi kom til Havre i Frankrig.

Vi fik mange Yams-sweet-potatoes og frugt om bord. Høns og grise havde vi haft hele tiden. Nu fik vi tre grise, en del høns, kalkuner, et rigtigt vildsvin, to hjorte, en del flamingoer og havskildpadder og to geder. Gederne blev spist ret hurtigt, og flamingoerne samt havskildpadderne, de var kun smaa, døde, før vi var klar af Florida Strædet. Foruden havde vi fra Santos to meget store bure med selskabspapegøjer og rigtige papegøjer og tre-fire aber, deraf den ene ret stor, som altid var i lænke. Den gik vi langt uden om. Vildsvinet kom om bord, lige før vi lettede, bundet med bast og en takling om den lange snude. Før disse blev løst af indfødte, blev vi varskoet bort fra dækket og godt det samme. Det løb et par gange dækket rundt, stødte til grisene, saa de røg langs dækket og endte selv til slut under bakken, og der blev det hele rejsen, undtagen naar det vilde æde, så varskoede det altid, før det kom, ved nogle stød i trompeten. Saa gjaldt det at komme bort. Svinene blev slagtet paa rejsen. I kahytten fik de ofte fjerkræ. I mandskabslukafet havde vi en del papegøjer og smaa aber, men disse gik frit, saa de blæste alle i søen fra riggen. Vildsvin, aber, papegøjer og hjorte blev hentet til zoologisk have ved ankomsten til Hamborg. Efter udlosning i Le Havre sejlede vi til Hamborg og blev afmønstret.

Paa rejsen fra Cuba fangede vi en dag syv store hajer. Det var flovt hele eftermiddagen, og der var hele tiden hajer rundt om skibet. Der blev forsøgt baade med krog og harpun uden bid, endnu et par flamingoer blev dræbt og sat paa krog. Kort før solnedgang bed den første, som vi dog i vor iver rev kæben i stykker paa. Desuden bed de igen, saa snart krogen kom i vandet, og paa kort tid havde vi syv paa dækket. De fleste blev skudt, før vi tog dem indenbords, men for at vise os, hvorledes det ellers gik rigtig til, toges to-tre ind levende som følger: Hajen blev holdt langs siden. Et løbestik blev lagt om halen, og og så blev den halet op i begge ender til lønningen. Begge, baade krog og halelinerne, blev gjort fast paa kofilnagler, og hajen blev derefter vippet indenbords, hvor den saa hang strakt, og hovedet blev kappet af. De kan ellers slaa voldsomt med halen. Siden har jeg altid taget hajer ind paa den maade.

Vi kom til Hamborg søndag morgen og blev afmønstret mandag. Vi havde haft arbejdsvagt i søen, skønt den tyske sølov sagde vagt om vagt. Vi forlangte overtid, hvilket kaptajnen nægtede os, paaberaabende, at det var på grund af skibets sikkerhed. Jeg havde ført dagbog over alle vore vagter, og dette kom os til gode. Vi fik vort tilgodehavende.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 2000)

Fra skibsdreng til mægler

Albert E. Boyes erindringer 1842-1924

Læs erindringerne her

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2023