genfortalt af Karsten Hermansen på baggrund af Nathalia Mortensens dagbog

Jeg var 16 år og havde fået blegsot. Doktoren mente, at den friske luft til søs ville være godt for mig, og da skibsreder E. B. Kromann tillod det, fik jeg lov at komme med min far om bord på Nathalia. Nathalia var en tremastet bramsejlsskonnert, bygget i Marstal i 1903, på 167 bruttotons og 141 netto. Min far ejede oprindelig 30 hundrededele i partrederiet, men solgte senere de tyve. De øvrige parter var først og fremmest fordelt blandt byens handlende.

Jeg påmønstrede som kahytsjomfru den 23. juni 1920. Nathalia lå på det tidspunkt i Göteborg og lastede træ. Der var seks mand om bord: min far, Christian Eriksen, var skibets fører. Styrmanden hed Jensen og var bornholmer. Han brød sig ikke om kvinder – det gav dårligt vejr, mente han. Kokken hed Anker Olsen. De to matroser var københavneren Algot Søderberg og Richardt Steffensen fra Anholt. Og så var der mig.

Vi afsejlede Göteborg den 6. juli med Casablanca på Marokkokysten som mål. Turen gennem Den engelske Kanal blev lang. Det tog næsten ti dage at komme igennem, da vinden for det meste var sydvestlig, så vi måtte krydse. Hvis vinden endelig gik om i en fornuftigere retning, var det som regel flovt vejr.

Det var faktisk først om bord på Nathalia, jeg lærte min far at kende. Han var jo altid ude at sejle, og når han endelig var hjemme, var det kun i kortere perioder. Han var ikke hjemme til nogen af sine børns fødsel, dåb eller konfirmation; men sådan var vilkårene jo for de fleste i Marstal.

Jeg blev forkælet om bord: sov til langt op ad formiddagen, broderede og stoppede eller strikkede sokker til min far. Men der var da også nogle pligter. Rengøring af min fars kahyt var en, kartoffelpilning var en anden. Og nu, hvor vi er ved maden, så må jeg sige, at den var sparsom. Det var ikke nutidens forhold. Suppe – ofte hvidkålssuppe, tynde ærter – som var tykke, pandekager og svedne brune bønner var typiske retter, selv om der også blev spist ikke så få klipfisk og konserveskød.

Vi mødte en del dampere og så også flyvemaskiner på vej sydover. Aftenerne tilbragte jeg hos matroserne, som jeg bagte tynde pandekager og lavede kaffe til. Richardt spillede både violin og harmonika. Når det blæste for meget, blev jeg liggende i køjen. Da vi omsider kom ud af Kanalen, blev det blæsevejr, ja næsten storm, så der måtte rebes sejl. Det var lørdag den 24. juli. Jeg klarede det, om end ikke uden en slem hovedpine. Godt indpakket i oliefrakke holdt jeg den gående hele eftermiddagen på dækket. I løbet af mandagen aftog vinden, og jeg kunne sidde på dækket i dejligt solskinsvejr. Dén aften gik jeg i øvrigt tidligt i seng, for jeg brød mig ikke om at sidde og høre på styrmanden – og han brød sig jo heller ikke om mig…

Vinden blev ved at aftage, og tirsdag aften var det ikke bare måneskin, men også blikstille. Alle sejl, bortset fra bredfokken og råsejlene, blev derfor taget ned. Om onsdagen var vejret fint, selv om vinden var imod. Vi mødte et par dampere i læ, og vi passerede ganske tæt forbi en fransk fiskerbåd. Vi fik harpuner på dækket, men så ingen springere før ved femtiden, hvor jeg lige pludselig hørte far råbe: ”Springere!” Han for ud i stævnen med en vældig fart. I al hast blev harpunen gjort klar, og den ramte springeren ved første forsøg. Mændene fik den halet så langt op, de kunne, gav den en trosse om halen og halede den op på bakken. Harpunen blev halet ud, og Richardt fik staklen slået ihjel. Algot, som også var kommet på dækket, hjalp med at få springeren hejst op, så det tykke spæklag kunne blive flået af. Da den var godt skyllet af, havde vi mad til nogle dage. Anker stegte lever til aftensmaden. Det havde en underlig smag, så jeg kunne ikke spise det, men alle de andre sagde, det smagte godt, så jeg bildte mig måske nok bare noget ind.

Natten efter havde jeg mareridt, så jeg stod tidligt op. Der var jo ingen grund til at gøre det mere langvarigt end nødvendigt. Den gode lange formiddag brugte jeg til at gøre rent i kahytten. Samme formiddag passerede vi Cap Finistere, men vi var for langt ude til at se det. Vinden var god hele dagen, men hen på eftermiddagen friskede det mere op, så vi sejlede i strygende fart. Det var den såkaldte Portugiser-nordenvind, der satte fart i os. Hen under aften blæste det endnu mere op, så vi sejlede med råsejlene, bredfokken og etrebet storsejl. Næste aften var tilstanden stort set den samme, selv om vinden var aftaget lidt. Det var dejligt vejr og fuldmåne, men måneskinsturen måtte udsættes. I de næste dage kunne vi rigtig mærke, at vi var kommet sydpå. Det var varmt, og det blev hurtigt mørkt.

Casablanca

Da det dagedes, kunne vi mandag den 2. august skimte Afrika. Selv om der næsten ikke var luft, kom vi dog nærmere og nærmere. Ved middagstid var vi ved indsejlingen til Casablanca. Her passerede vi H. C. Grube, som blev slæbt ud, og kaptajnen hilste over til os. Klokken fire lå vi til ankers lige inden for bølgebryderen. Lodsen kom først om bord, da vi var inde. Han skulle bestemme, hvor vi skulle ligge foreløbig, for vi skulle først begynde at losse, når vi kom ind til kajen. Da alle sejl var klar, var jeg henne at give folkene hver et glas vin. Ved sekstiden kom posten ud, men det var kun dårligt nyt, der ventede os.

Tirsdag formiddag var jeg i land, og det var et broget liv, jeg blev præsenteret for. Der var både hvide, brune og sorte folk, og araberne bar en kunstig klædedragt. Casablanca var en stor by med omkring 80.000 indbyggere. Flertallet var sikkert europæere. Vi traf Atlantics kaptajn Dylmer og kaptajn Hansen, men vi var også på et par kontorer.

Næste dag kom en ung svensk herre, hr. Sandstrøm, om bord på Nathalia. Han havde noget med lasten at gøre, og han inviterede min far og mig med ham og hans frue på biltur til Rabat næste dag. Efter planen skulle vi have været i Rabat ved godt middagstid, men bilen gik i stykker, og vi måtte over i en anden, som passerede os på vejen. Da vi havde kørt en snes kilometer, gik også den i stykker, så vi måtte stå en halv times tid på landevejen, indtil der kom en ny bil forbi, som kunne tage os med. Da vi kom til Rabat, var klokken halv seks. Vi fik lidt at spise og spadserede en tur rundt til klokken kvart i syv, hvor vor egen bil var kommen fra værksted. Tilbageturen gik smertefrit, men vi kom først om bord kvart over elleve. Det var en dag, jeg aldrig vil glemme. Jeg fik de indfødtes liv at se, og på vejen traf vi mange små karavaner. Vi så også mange af de vandrende nomaders lejre, og det var jo noget, jeg aldrig havde kunnet forestille mig. Jeg fik at se, at man kan klare sig med lidt.

Araberne havde tid nok, så det trak ud med at få losset.

Varmen var voldsom om dagen. I kahytten var der næsten ikke til at være, så jeg sad på dækket og broderede under solsejlet. Om aftenen blev der spillet og sunget, så vi alle kom i godt humør.

Mandag den 9. august var far i land til søforhør hele formiddagen. Det drejede sig om H. C. Grube, som var forlist i nærheden. Om aftenen var vi i land og spadserede rundt i nogle maurerkvarterer, og der var rigtignok meget at se. Boderne var kun ganske små, så kunderne måtte stå uden for. Varerne var forfærdelig dyre, så det var nok at se på dem. Der var mange jøder blandt de handlende, men på hovedgaden var det mest franskmænd.

Da jeg onsdag formiddag havde været i land for at købe en fødselsdagsgave til Richardt, blev jeg vidne til et sjældent syn: en pram, som åbenbart var lastet med brandbare stoffer, begyndte pludselig at brænde, og de arme arabere, der var om bord, sprang i vandet og blev samlet op af de forbisejlende. Senere på dagen blev prammen slæbt ud af havnen, og hen under aften kunne vi stadig se røgen af den. Denne dag kom vi helt ind ved kajen, så vi næste dag omsider kunne få begyndt at losse.

Medens losningen stod på, fik jeg strøget tøj. Sidst på dagen kom hr. Sandstrøm på besøg, og han fortalte, at der ved ulykken på prammen var omkommet en mand, og to var helt forbrændte.

Fredag eftermiddag fik vi ordre om at gå til Setubal og laste salt til Ystad. Jeg blev glad for det. Algot forbandede det, og Richardt sagde ingenting.

Losningen blev færdig tirsdag formiddag, og så skulle vi atter ud til molen for at tage ballast ind. Hr. Sandstrøm var lige om bord for at sige farvel. Jeg var efterhånden så forstukket af moskitoer, at jeg næsten ikke kunne være bekendt at gå i land. Om aftenen var jeg som vanligt henne at drikke kaffe med Richardt og Algot på storlugen. Da jeg ville i seng, hjalp Richardt mig med kappen, men da jeg kom ned, lå styrmanden vågen og skældte ud over det spektakel, jeg havde lavet. Han var nu en værre gammel torsk, som ikke tålte, at jeg havde det godt!

Næste morgen blev vi slæbt ud ved molen og kom til at ligge mellem Atlantic og en amerikaner. Rosenhjem af Marstal ankom i øvrigt fra Norrkjöping efter 42 dage, så deres rejse havde været længere end vores. Torsdag formiddag kom der endnu et dansk skib, en motorskonnert, så vi lå tre danskere i rad. Vi havde endnu ikke fået ballast om bord, så min far var igen i land. Om aftenen kom der nogle unge mennesker fra de andre skibe om bord. Algot og Richardt havde derfor ikke tid til at underholde mig, så jeg foretrak at gå i seng.

Det blev lørdag, før vi begyndte at få ballast om bord. Skibshandleren havde lovet at skaffe mig en kattekilling, og i løbet af formiddagen dukkede en araber op med en grå kat. Min far havde imidlertid været i land og kom tilbage med hele to killinger, som begge var sort- og hvidbrogede. Den grå forsvandt allerede om mandagen, så jeg fik kun killingerne med mig ved afsejlingen tirsdag den 24. august.

Ballastrejse

Ved afsejlingen trak slæbedamperen os ca. to sømil fra havnen. Vejret var fint og stille, og da sejlene var sat, var jeg henne at give folkene hver et glas vin. Jeg begyndte at strikke et par tøfler, da araberne havde stjålet det par, jeg allerede havde strikket. Vind og strøm var lige imod, så ved aftenstid kunne vi stadig se lysene inde på havnen i Casablanca. Det kunne vi også næste morgen, men fremad gik det dog. I løbet af torsdagen passerede vi en dansk sejler, og far mente, at det måtte være Chr. H. Rasmussen. De hilste tre gange med flaget, og de styrede ind efter Kinitra. Vi så også et par små fiskedampere. Varmen var stadig voldsom, men om aftenen kom der gerne lidt mere luft, og det lettede lidt på det.

Jeg strikkede hele tiden, så tøflerne blev hurtigt færdige. Folkene malede over det hele, og det pyntede gevaldigt. Fredag aften var vejret fantastisk flot. Det var fuldmåne og stjerneklart, og da jeg spadserede lidt langs med Richardt, kunne vi høre springerne, når de gav deres hop over vandet.

Vi var ved indsejlingen til Gibraltarstrædet om lørdagen. Der var kommet lidt mere luft, men der var stadig modvind, så de styrede en tre-fire streger fra kursen. Næste dag var det mors fødselsdag. Jeg stod op og strikkede hele formiddagen. Om eftermiddagen bagte jeg tynde pandekager, og da det var overstået, lavede jeg kaffe til styrmanden og hans vagt. Om aftenen drak jeg kaffe og spiste pandekager med Richardt og Anker på storlugen i måneskin, så mors fødselsdag blev fejret så godt, vi kunne.

I løbet af mandagen kunne vi både se og høre flere flokke af springere, men de kom desværre ikke tæt på os. Harpunerne var ellers klar. Min far mente, at springerne var så vilde, fordi de var ude efter en sardinstime.

Rejsen blev lang. Vinden var imod, så vi måtte krydse og kom næsten ingen steder. Et par gange var vi inde og så land. Der var en del dønning, så skibet hoppede helt godt. Om fredagen slap kartoflerne op, så der skulle helst ikke gå for lang tid, inden vi nåede Setubal. Om lørdagen var det ganske stille vejr, så sandsynligheden for at komme i havn var begrænset. Ved halvtitiden var der en slæbebåd ude for at høre, om vi ville slæbes ind, men det ville far ikke, så vi lå dernede ved pynten og drev om hele formiddagen. Ved middagstid kom der lidt brise, og vi fik strømmen med, fik bredfokken sat og begyndte at krydse indad.

Setubal

Kysten var imponerende, og farvandet var fyldt med sardinfiskere. De høje klipper tårnede sig op, og hist og her kunne jeg se en fin villa. Da vi var længere inde, satte vi lods- og nationsflag, men der kom ingen lods, så vi fandt ind selv.

Setubal var noget helt andet end Casablanca. Byen lå så pænt op på en bakke med de høje klipper som dekorativ baggrund. Husene så en del pænere ud end i Casablanca. Klokken fire var vi til ankers inde i havnen, og både tolder og doktor kom om bord. Far kom med en af dem i land for at høre, om der var brød og kartofler at få, men han kom tomhændet tilbage. Når der intet var at få, måtte vi tygge videre på skonroggerne.

Da vi havde spist, fik vi til min forbavselse besøg af hr. Breving, der var styrmand på Ørnen. Han fortalte, at de havde brugt 49 dage fra Göteborg til Lissabon, så det var jo længe i forhold til os.

Breving inviterede mig med i land næste dag. Han kom og hentede mig ved totiden, og så tog vi ud og så på byen. Der var nu ikke så meget at se på, da det kom til stykket. Vi gik op i en park og sad lidt. Medens vi sad der, kom gartneren og forærede mig en buket blomster, og det blev jeg selvfølgelig glad for. Vi var så heldige at komme ind på et hotel, hvor der var et stort militærorkester, der spillede på en plads lige ud for. Det var rart med en blæsekoncert!

Breving kom med om bord hos os og spiste med, selv om vi ikke havde andet end skonroggerne at byde på.

Mandag formiddag roede jeg far i land. Resten af formiddagen gik så med at vente på, at han skulle komme tilbage, men det var ikke uinteressant. Der var en masse fiskere, og alle fiskede udelukkende sardiner – på størrelse med sild. Alle fiskerne ville så gerne tale med mig, men jeg kunne jo ikke forstå, hvad de sagde. Om eftermiddagen fik jeg skrevet breve og vasket tøj. Det blæste så meget, at tøjet var tørt på ti minutter, og hen under aften blev det så kraftigt tordenvejr, at jeg gik tidligt til køjs og lå og lyttede til den hamrende regn.

Losningen af ballasten var endnu ikke begyndt. Havnearbejderne strejkede, fordi de hverken kunne få brød, kartofler eller kød med den ringe betaling, de fik. Siden havde arbejdsgiverne lavet lock-out. På grund af strejketilstandene – som næsten kunne minde om revolution – stod alt arbejde stille. Klokken ni om aftenen blæste hornmusikken gennem byen og fortalte, at der herefter ville blive skudt på enhver, der færdedes på gaden!

I mellemtiden fik jeg skrevet nogle breve, bagt nogle tynde pandekager og snakket en hel del med Algot. Torsdag eftermiddag var jeg en tur i land med far. Vi gik en tur i byen, men der var stadig ikke så meget at se på bortset fra, at parkens træer og palmer var flotte og eksotiske. På vej ned til havnen passerede vi sprøjtehuset, hvor der gik en gammel mand og pudsede på en af sprøjterne. Han spurgte, om vi havde lyst til at se indenfor, så vi fik både sprøjtehuset og den flotte udsigt fra dets tag at se.

Om fredagen var der stadig lock-out, men situationen blev mere og mere uholdbar. Arbejderne på sardinfabrikkerne var også gået i strejke, og skibshandleren frygtede uroligheder natten til lørdag. Folk kunne jo ikke blive ved at udholde det uden mad.

To dage senere ankom en marstallerskonnert. Det var Energi. Skipperen, Andersen, og matrosen Kette kom om bord på Nathalia og sludrede lidt. Senere kom også Breving. Andersen inviterede os alle med over på Energi, hvor jeg fik hilst på den anden matros, Herman Johansen, og Bastrup, som var styrmand.

Andersen inviterede mig atter over på Energi næste aften. Herman og Kette hentede mig klokken syv. Energi var i løbet af dagen kommet længere ind i havnen, så der var ikke så langt derover. Andersen var forfærdelig flink og bød mig hindbærsaft. Breving og hans svoger var også derovre. Jeg kom først tilbage til Nathalia en halv time før midnat.

Det var hyggeligt, at Energi var ankommet. Det gav selskab i ventetiden. Heldigvis endte strejken om onsdagen den 15. september, og ved middagstid samme dag var vi kommet af med ballasten. Til middag kom Andersen om bord medbringende et brev fra min mor. Jeg blev inviteret med ham i land. Han hentede mig ved totiden, og vi fik selskab af hr. og fru Dylmer, som var ankommet med Atlantic dagen før. Vi gik gennem byen og endte ved et smukt udsigtspunkt højt oppe over vandet. Herfra kunne vi se alle fiskerbådene på vej ud. Aftensmaden fik vi om bord på Atlantic. Der var vin til maden og kaffe ovenpå. Tiden fløj af sted, medens grammofonen spillede, så det var næsten midnat, da jeg atter kom hjem. Det samme gentog sig i øvrigt næste aften.

Fredag den 17. september havde vi fået et par lægtere på siden, og arbejderne var i fuld gang med at skovle salt ned. Jeg satte tøj i blød og gjorde grundigt rent i kahytten, inden jeg roede over til kaffe på Atlantic. Sammen med hr. og fru Dylmer tog vi i land og traf Andersen oppe i byen. Klokken syv skulle Andersen mødes med konsulen og Liverio, så vi trak tiden på café. Klokken ni gik vi på hotel og spiste suppe, fisk med stegte oliven samt frugt. Et fint aftensmåltid. Efter at arbejdskonflikten var overstået, kunne man igen få brød, men kartofler og mel kneb det stadig med.

Lørdag eftermiddag hentede Andersen mig igen. Sammen med Dylmers tog vi på forskellige indkøb. Jeg fik et par sko og støvler og en ring samt flere andre småting. Aftensmaden blev indtaget om bord på Nathalia, hvor kaptajn Madsen fra Uranus også var kommet.

Søndag formiddag havde vi stort herrebesøg med kaptajnerne Madsen og Andersen samt hr. Breving og hr. Godtfredsen, men de fik ikke andet end et glas vin. Sidst på eftermiddagen vendte Andersen tilbage for at invitere mig i biografteater, og det blev en virkelig fin aften med tyve mands strygeorkester, inden vi sluttede af med en kop kaffe på et hotel.

Andersen kom igen mandag og inviterede mig på aftensmad om bord på Energi. Senere kom også hr. og fru Dylmer om bord til en kop kaffe. Jeg tog hjem ved titiden, da vi skulle sejle næste dag.

Mod nord med salt

Vi var klar til at sejle ved halvnitiden tirsdag den 21. september. Folkene halede ankrene op, og sejlene blev sat. Andersen kom og hjalp. Lige da vi skulle til at sejle, kom kaptajn Madsen og Dylmer og hilste af med os. Dylmer, som var fra Kragnæs, og hans kone forsvandt i øvrigt året efter på en rejse til Newfoundland.

Da alle sejl var sat, gav jeg folkene et glas vin, og lodsen fik lidt frokost. Vi havde fin vind et stykke ud, men så fik vi den stik imod.

Skroget sprang lige fra den ene til den anden side. Jeg søgte hen i kabyssen, men jeg fik det værre og værre. Jeg holdt den gående til klokken fem, men så fik jeg kvalme, kastede op og måtte kravle til køjs. Kort efter hørte jeg, at folkene blev purret ud til at rebe sejl, så jeg var helt stolt af, at det trods alt ikke var ved fint vejr, jeg var bukket under. Til gengæld måtte jeg se i øjnene, at de 50 kr., min far havde lovet mig, hvis jeg ikke blev søsyg, var tabt. Og det havde han jo nok vidst hele tiden.

De to katte havde det heller ikke for godt. De skreg så ynkeligt, selv om de hidtil havde trivedes godt. Min far var - ligesom jeg - meget glad for kattene. Det var i hvert fald lige før, de boede på hans skuldre, når han sad i sofaen.

Vinden tog af, og om lørdagen var det helt stille. Verden omkring os var stille. Vi så hverken sejl- eller dampskibe på vor vej. Og sådan var det flere dage. Jeg begyndte at få hjemve.

Først om tirsdagen begyndte det at friske lidt op, og onsdag morgen fik jeg en sø lige i ansigtet, da jeg stak hovedet ud af kappen. Der var sat reb i bramsejlene, og af råsejl stod kun undertopsejl og bredfok. Vi passerede to små fiskekuttere, som styrede bidevind og hoppede og sprang værre end alle ulykker. Når de kom ned under bølgerne, skulle man næsten tro, at de kæntrede, for de blev helt borte, indtil de atter dukkede op på toppen af den næste bølge. Det regnede, og vinden fik vores skib til at hugge hele tiden, så alt væltede.

Fredag den 1. oktober var det flovet en smule, men der var flere byger med storm, så styrmanden var i krigshumør. Vi havde en mod- og en medgående damper, som vi rendte fra med de otte mils fart, vi skød. Da vi var ved at skaffe, råbte styrmanden, at han kunne se skæret fra Ushant Fyr. Så var der ikke langt til Kanalen. Søndag eftermiddag var vi ved Dungeness. Vinden var god, og snart var vi i Nordsøen. Jeg måtte imidlertid holde mig i køjen, da jeg havde smerter i maven og ryggen. I løbet af tirsdagen slog vinden om i sydøst med kuling, så vi kom stort set ingen steder.

Torsdag den 7. oktober kunne jeg fejre min 17 års fødselsdag, men jeg blev nu i køjen til klokken fire. Det var helt vindstille, og alle sejl var taget ned. Det regnede og var lidt diset, men dog ikke så meget, at tågehornet kom i brug. Hen under aften friskede vinden en smule, så sejlene til nøds kunne stå. Næste eftermiddag var vi ud for Hirtshals, men de kommende dages tætte tåge, modvind og strøm, der bar os mod Sverige, gjorde rejsen længere end forventet. Rundt om os kunne vi høre damperne, men vi kunne end ikke se fra den ene ende af skibet til den anden. For at holde varmen fik jeg sæbet af nede i kahytten og lavet mit kommodetæppe færdigt.

Nogle dage senere fik vi ild i kakkelovnen, så jeg havde det dejligt varmt i kahytten, hvor jeg sad og broderede. Tågen lettede, men vind og vejr var uforandret. Det ene øjeblik var vi ved Skagen og det næste ovre under Sverige. En uge uden skibsmagt var længe, og bedre blev det ikke af, at den af de to katte, jeg ville have haft med hjem, døde. Den var ikke rigtig vokset, så den havde måske været syg hele tiden. Jeg ønskede, at vi havde haft en motor, så vi ikke bare skulle drive rundt på må og få dag efter dag. Først om torsdagen fik vi god vind, så vi kunne komme lidt fremad igen. Vi havde selskab af flere sejlere, og den ene lignede en marstaller. I løbet af fredag formiddag kunne vi se villaerne langs kysten ved Gilleleje. Ved ettiden fik vi Kronborg Slot at se, og da vi en times tid senere var dernede, satte vi kendesignalerne og kunne tydeligt se svarstanderen blive hejst. Der var tæt trafik, så far var slet ikke til køjs.

Jeg stod op klokken halvseks lørdag morgen den 16. oktober. Vi kunne se Ystad Fyr. Det var endnu mørkt, men lodsflaget var sat, og lodsen kom om bord klokken seks og tog roret. En times tid senere var vi inde i Ystad Havn, men klokken var otte, inden vi havde fortøjet. I den tid fik jeg ordnet grundigt i kahytten og hængt billeder op, så der så pænt ud, når lodsen kom ned. Han var i øvrigt en forfærdelig flink og livlig mand. Klokken ti kom der en tolder om bord. Han fandt nu ikke noget af mit, for jeg havde gemt det hele under mine dyner. Da tolderen var gået, gik min far i land for at se, om der var breve fra mor, men det var der ikke. Til gengæld kom der senere på dagen et telegram, som meddelte, at hun måske kunne komme til Ystad næste dag. Hun nåede dog først frem mandag formiddag, og hun havde min nykonfirmerede broder Albert med.

Kokken afmønstrede i Ystad på grund af sygdom. Han havde nemlig ikke brugt sin hyre så fornuftigt, medens vi lå i Casablanca. Jeg fik hans opgave med at lave mad til folkene, nu da kokken var rejst. Men det kom nu ikke til at vare så længe, for nogle få dage senere blev også jeg afmønstret og rejste med min mor, Albert og den overlevende kat hjem til Marstal.

Genfortalt af Karsten Hermansen på baggrund af Nathalia Mortensens dagbog, skibsdagbogen for tremastet bramsejlsskonnert Nathalia og samtale med fru Mortensen, der nu bor på plejehjemmet Klinten.

(Marstal Søfartsmuseums årbog 2000)

Natalie Mortensens rejse 1920 https://www.marmus.dk/

© Marstal Søfartsmuseum 2015-2023